Overgangsordning sikrer studerende med læsehandicap adgang til Nota, indtil en varig løsning er på plads
Studerende med læsehandicap på videregående uddannelser uden for SPS-ordningen vil fortsat have adgang til Det Kgl. Biblioteks Nota-service. Den midlertidige overgangsordning for adgangen til studiesamlingen forlænges, indtil der er fundet en varig løsning.
Nyhed
05.11.2025
Det Kgl. Biblioteks Nota-service forlænger den overgangsordning for adgang til studiesamlingen for studerende på videregående uddannelser uden for SPS-ordningen, der trådte i kraft 24. februar 2025. Forlængelsen betyder, at studerende med et dokumenteret læsehandicap på videregående uddannelser, som ikke er omfattet af den specialpædagogiske støtteordning (SPS), fortsat kan benytte studiesamlingen på samme vilkår som hidtil, indtil en varig løsning er på plads.
En varig løsning kræver blandt andet, at studielitteraturen bliver tilgængeliggjort i et brugbart format på det kommercielle marked – et arbejde, der pågår, men endnu ikke er i mål.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Studerende med læsehandicap skal naturligvis have adgang til de nødvendige studiematerialer i deres uddannelsesforløb. Nu får de studerende vished om, at de kan bruge tjenesten, indtil en varig løsning er på plads.”
Fakta: Nota
Det Kgl. Biblioteks Nota-service er det nationale, landsdækkende bibliotek for blinde, svagsynede, ordblinde og andre, der på grund af funktionsnedsættelse er ude af stand til at læse trykt tekst. Nota-service producerer og formidler bl.a. bøger, tidsskrifter, aviser, pjecer og noder på lyd, punkt og i elektronisk form og fungerer som overcentral for folkebibliotekernes lydbogsudlån. Nota-service leverer derudover specialpædagogisk støtte i form af særligt tilrettelagte studiematerialer til elever med ordblindhed i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og til studerende med syns- og læsehandicap på de videregående uddannelser efter aftale med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Læs mere om overgangsordningen og Det Kgl. Biblioteks Nota-service her.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16