Pokalfinalen spilles med fans på lægterne
Pokalopgøret 1. juli med flere end 500 tilskuere er en realitet. For første gang i mange måneder skal en fodboldkamp med tilskuere fra begge hold fløjtes i gang.
Pressemeddelelse
25.06.2020
Regeringen og Folketingets partier har i forlængelse af et forsøg med tre testkampe i Superligaen besluttet, at også pokalfinalen kan afvikles på særlige vilkår. Som noget nyt kan fans fra begge klubber overvære kampen på stadion.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Pokalfinalen er en helt særlig og traditionsrig kamp, og jeg glæder mig over, at fans fra begge hold kan være med til at give stemning og kampgejst til spillerne på banen.”
Kampen spilles den 1. juli mellem AaB og Sønderjyske. Som noget nyt spilles finalen ikke i Parken, men på Blue Water Arena i Esbjerg, der er neutral bane for de to hold.
Fodboldkamp med særlige rammer
Pokalfinalen vil blive afviklet i overensstemmelse med de opstillede rammer for de tre forsøgskampe, som blev spillet den 20., 21. og 22. juni. Beslutningen om antallet af tilskuere samt de praktiske omstændigheder i forbindelse med kampen skal træffes af Rigspolitiet efter inddragelse af sundhedsmyndighederne.
Evaluering i gang
Rigspolitiet og sundhedsmyndighederne er sammen med Divisionsforeningen og DBU godt i gang med at evaluere de tre forsøgskampe, der blev afviklet i spillerunde 29. Evalueringen vil danne grundlag for en politisk beslutning, om der fremover skal tillades flere end 500 tilskuere til superligakampe.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16