Politisk enighed om at sende hjælp til Folkemødet

Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Frie Grønne har aftalt at imødekomme en anmodning fra Folkemødet på Bornholm om støtte på 2,9 mio. kr. til covid-19-tilpasset møde i 2021.

Pressemeddelelse
29.01.2021

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Den demokratiske samtale er vigtigere end nogensinde. Vi lever i en tid med ekstrem polarisering, der er en udfordring for demokratiet. Vi skal kæmpe for demokratiet. Vi skal kæmpe for den fælles samtale, så vi kan løse vores problemer sammen. Vi skal kæmpe for at mødes og samarbejde. Folkemødet er netop en ambition om en samtale, alle kan være med i. Derfor er vigtigt at signalere en fortsat opbakning til Folkemødet, som i år skal foregå på en covid-19-sikker måde.” 

Kulturordfører Kim Valentin, Venstre, siger:

“Folkemødet er et vigtigt arrangement for Bornholm og Danmark. Vi bakker op og håber, at ministeren sikrer, at der kommer en løsning alle andre steder i landet også.”

Folkeoplysningsordfører Marianne Jelved, Radikale Venstre, siger:

”Det er en fornøjelse at kunne genstarte folkemødet på Bornholm. Det glæder vi os over.”

Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti, siger:

”Folkemødet kæmper lige nu for overlevelse, og derfor er jeg så glad for, at vi har fundet flertal for en økonomisk håndsrækning. Særligt nu har vi fortsat brug for den demokratiske dialog mellem borger og politikere, så jeg ser frem til mere dialog på Folkemødet - også selvom det bliver i andre rammer end vi plejer”

Kulturordfører Søren Søndergaard, Enhedslisten, siger:

”Jeg er glad for, at vi med denne støtte til Folkemødet både sikrer, at det ikke skal aflyses igen i år, og frem for alt at det gennemføres som et storskala forsøg på et kombineret fysisk og digitalt folkemøde, som inddrager hele landet. Erfaringerne fra dette, som vil blive undersøgt videnskabeligt, vil ikke bare være til gavn for Folkemødet på Bornholm, men for alle lignende arrangementer fremover.”

Folkemødet 2021

Folkemødet er gentænkt, så det primært afholdes som et digitalt Folkemøde under temaet ’Idéernes Folkemøde’ med fokus på, hvordan samfund, kulturliv, åndsliv, erhvervsliv og borgeres demokratiske engagement genstartes efter corona-pandemien.

Folkemødet Bornholm har selv skaffet størstedelen af det samlede nødvendige midler, men har anmodet om statslig støtte på 2,9 mio. kr. til den udestående finansiering.

Læs hele aftaleteksten her

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16