Radio- og tv-nævnet skal holde øje med mediefrihed og sikre åbenhed om politisk reklame

Som følge af nyt lovforslag skal Radio- og tv-nævnet i fremtiden følge med i fusioner på mediemarkedet, og om det er klart angivet, når der er politisk reklame i medierne.

Nyhed
04.12.2024

Kulturministeren har sendt et lovforslag i høring, hvor Radio- og tv-nævnet bliver udpeget som ny tilsynsmyndighed for ny EU-lovgivning om mediefrihed og gennemsigtighed om politisk reklame.

Formålet med de nye europæiske regler om mediefrihed er at beskytte mediepluralisme og mediefrihed i EU. Medlemsstaterne skal respektere mediers redaktionelle frihed og forbedre beskyttelsen af journalistiske kilder. 

EU-lovgivningen om politisk reklame skal blandt andet gøre det let at genkende politiske reklamer, forstå hvem der står bag dem, og vide om man har modtaget en målrettet reklame. 

Radio- og tv-nævnet får til opgave at holde øje med, om det er helt klart for modtagerne, at en reklame er politisk. For at sikre, at nævnet har de nødvendige kompetencer i forhold til markedsføringsret, lægger lovforslaget op til, at nævnet skal have et ekstra medlem, så der fremover vil være 12 medlemmer.

Som følge af lovforslaget vil Radio- og tv-nævnet også få til opgave at vurdere, om en fusion mellem to medier kan påvirke pluralismen i mediemarkedet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

"Frie medier og ytringsfrihed er selve grundstenene i vores demokrati. Vi risikerer at møde manipulerende information på nettet og de sociale medier. Her vil den nye EU-lovgivning om mediefrihed og politisk reklame være med til at sikre større gennemsigtighed. Det er et krav i de nye EU-regler, at medlemslandene indfører et tilsyn, der skal holde øje med, om reglerne bliver overholdt. I Danmark har vi valgt at placere tilsynet i Radio- og tv-nævnet, fordi nævnet i forvejen behandler klager over skjult reklame, sponsorering og produktplacering. Vi styrker samtidig nævnets kompetencer i forhold til markedsføring."

Læs lovforslaget om tilsynet med de to forordninger her.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16