Så er de nominerede til Kulturministerens Paraportspris 2023 fundet

Igen i år er der fundet tre nominerede til Kulturministerens Parasportspris. Nomineringen sker som følge af en helt særlig indsats for dansk parasport. De nominerende har på hver sin vis gjort en unik sportslig og menneskelig indsats – individuelt eller på hold – inden for parasporten og forskningen på området. Prisen uddeles til januar ved DR’s sportsgalla ’Sport 2023’ i Jyske Bank Boxen i Herning.

Pressemeddelelse
07.12.2023

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”De tre nominerede er meget forskellige, men fælles for dem er, at de på hver sin vis bidrager med noget helt særligt til parasporten og til vores fællesskab. Fin Biering-Sørensen med sin vigtige forskning og opfindelse af klassifikationssystemet inden for parasporten, Emma Lund, der er et kæmpe forbillede for andre med cerebral parese, og sidst men ikke mindst det fantastiske tilbud 'En del af Holdet' til børn og unge med handicap. Tak til alle de nominerede for en prisværdig indsats."

Begrundelse for de nominerede til Kulturministerens Parasportspris 2023


Fin Biering-Sørensen, professor emeritus, indstillet af Parasport Danmark
Fin Biering-Sørensen blev introduceret til parasporten og patientgruppen af rygmarvsskadede i 1970’erne gennem sit virke som læge, hvor han med sin forskning og behandling har bidraget til flere og bedre muligheder i livet for patienterne. Siden da har han sat et varigt aftryk på parasporten i Danmark såvel som internationalt. Han var som læge en fast del af den danske stab til de idrætskonkurrencer, der var forløbere for de Paralympiske Lege fra 1976 til 1984, og har i sit virke været med til at sætte ordet “para” i de Paralympiske Lege. Derudover står han bag det moderne klassifikationssystem, der sikrer tæt og retfærdig konkurrence i parasporten, gennem klasseinddelingen på funktion frem for diagnose. I maj 2023 overgik Fin Biering-Sørensen til professor emeritus ved Københavns Universitet og Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader på Rigshospitalet.

Emma Lund, cykelrytter, indstillet af Team Danmark
Emma Lund er en 26-årig cykelrytter, der trods sit handicap (cerebral parese), har præsteret på topplan. Hendes cykelkarriere tog fart i 2022 med hendes første World Cup, EM og VM-medaljer. I 2023 har hun vundet bronze i enkeltstart og guld i linjeløb til VM i Glasgow. Begge discipliner er på det paralympiske program i 2024, hvor hun på baggrund af VM-resultaterne fremstår som medaljekandidat. Da hun på grund af sit handicap har brug for mere søvn og restitution end andre, har hun frem mod PL 2024 valgt at holde en uddannelsespause. Hun bidrager desuden aktivt til at skabe opmærksomhed og forståelse for cerebral parese.

En del af holdet, indstillet af DIF
’En del af holdet’ er et tilbud om fodbold til børn og unge med særlige behov og er et samarbejde mellem DBU, DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark. Formålet er at få flere børn og unge med handicap i gang med fodbolden og fastholde dem i foreningslivet ved at give dem gode oplevelser med at spille fodbold i en klub på deres egne præmisser. Projektet er vigtigt, fordi mindre end 10 procent af danske børn og unge med handicap eller særlige behov dyrker idræt i en forening – og det på trods af, at det gør en positiv og markant forskel for børnenes velvære at være en del af en idrætsforening.

Om Kulturministerens Parasportspris

Kulturministeren hylder hvert år personer eller organisationer, som har gjort en helt særlig indsats for dansk paraidræt, og ikke mindst bidraget til sportens udvikling. Oprindeligt hed prisen ’Kulturministerens Handicapidrætspris’ og er blevet uddelt siden 2010. Tidligere vindere har blandt andet været JYSK-stifteren Lars Larsen i 2019, taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing, der vandt i 2021, og en af verdens bedste paradressurryttere, Tobias Thorning Jørgensen, som vandt prisen sidste år. Med prisen følger 100.000 kr. til vinderen.

Vinderen bliver offentliggjort den 6. januar 2024 ved DR’s ’Sport 2023’, som bliver afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16