SheCanPlay vinder årets Bodil Koch-pris
SheCanPlay, som er en katapult for de unge kvindelige talenter i musiklivet, vinder årets Bodil Koch-pris. Med prisen følger 100.000 kr.
Pressemeddelelse
Nyhed
08.08.2024
Vinderen af årets ligestillings- og diversitetspris, Bodil Koch-prisen, er netop blevet præsenteret på Smukfest. Prisen går til SheCanPlay, der tilbyder gratis undervisningsforløb til unge kvindelige talenter i musikbranchen. SheCanPlay baner vejen for fremtidens store sangskrivere og producere og for, at ingen dele af musikbranchen skal være forbeholdt mænd.
SheCanPlay er stiftet af Sarah Sølvsteen og Karen Vincent, som arbejder for, at kvinder og kønsminoriteter kan få musikalsk undervisning og møde ligesindede i branchen. SheCanPlay sætter også et lydstudie til rådighed for de unge talenter.
Vinderen af Bodil Koch-prisen er udvalgt af årets komité, som kulturministeren har nedsat. Komitéen består i år af skuespiller Malene Schwartz, billedkunstner Tore Hallas, forfatter Sebastian Nathan, skuespiller Sonja Oppenhagen, sanger Iris Gold, musiker og skuespiller Lasse Dein og Bodil Kochs barnebarn Mette Bennedsen.
Bodil Koch-prisen blev første gang uddelt i 2023. Prisen sætter spot på de dele af kulturlivet, der gør noget ekstra for at fremme ligestilling og diversitet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Vi har helt grundlæggende brug for flere kvinder i hele musikbranchen. SheCanPlay åbner musikbranchen op for andre end mænd og katapulterer de store kvindelige talenter, som vi ved findes der ude. SheCanPlay er med til at sikre, at vi i fremtiden vil møde flere kvindelige artister og producere i æteren. Det er der hårdt brug for, når 9 ud af 10 Koda-kroner går til mænd.”
Karen Vincent, Sarah Sølvsteen & Mette Ohlendorff siger:
”Vi er utroligt stolte over at modtage Bodil Koch prisen og den anerkendelse af vores arbejde, der følger med. Vores medlemmer bliver guidet af nogen af branchens dygtigste personer og vi sætter en stor ære i at skabe et rum, der er trygt men uden at gå på kompromis med ambitionerne. Vi ønsker at give nogen, der har været underrepræsenteret længe flere muligheder og dermed i sidste ende få et mere diverst musikudbud i samfundet. Og denne pris er med til at hjælpe os med det, så tak for det.”
Komitéens begrundelse for valget
SheCanPlay blev udvalgt af årets komité, fordi de gør et stort stykke arbejde for at sikre lige adgang til musikbranchen. SheCanPlay tilbyder gratis undervisningsforløb af et års varighed til unge kvinder mellem 13 og 23 år. De optager årligt 48 medlemmer til deres 1-årige grundforløb og 10 tidligere medlemmer i deres Eliteforløb, hvor unge artister og producere modtager undervisning, rådgivning og et musikfællesskab. De optagne er producere og/eller sangskrivere. Undervisningsforløbene består af en indledende camp og efterfølgende undervisning i alt fra sangskrivning og produktion til juridiske rettigheder i musik.
Bodil Koch-prisen
Prisen uddeles årligt til en person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet. Vinderen af prisen modtager 100.000 kr. og udvælges af kulturministeren og Bodil Koch-komitéen blandt nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.
Om Bodil Koch
Bodil Koch (1903-1972) var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947-1971. Hun var kirkeminister af to perioder, først en kort periode fra september 1950 – oktober 1950 og så fra 1953-1966. Hun var kulturminister fra 1966-1968. Hun var Danmarks første kvindelige kirkeminister, første kvindelige kulturminister og kun den tredje kvindelige minister i Danmark.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16