Den første vinder af den nye ligestillings- og mangfoldighedspris Bodil Koch-prisen er fundet. Vinderen er udpeget af kulturministeren og Bodil Koch-komitéen, som består af Caspar Eric (digter), Christina Rosendahl (filminstruktør), Fallulah (sanger og sangskriver), Marie-Lydie Nokouda (skuespiller) og Mette Bennedsen (barnebarn til Bodil Koch, MD, ph.d.). Vinderen er Sargun Oshana, som er fhv. teaterdirektør ved Blaagaard Teater på Nørrebro i København. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger: ”Stort tillykke til den første vinder af den nye ligestillings- og mangfoldighedspris! Vinderen er fundet blandt et virkeligt stærkt felt af personer, projekter og organisationer, som alle gør en forskel for ligestilling og mangfoldighed. Komitéen og jeg valgte at gå med Sargun Oshana, fordi han gennem sit arbejde på Blaagaard Teater og som instruktør i den grad har formået at få nye stemmer op på scenen og nye publikummer ind på stolerækkene. Jeg håber, at vinderen og de nominerede kan være med til at inspirere andre til at gøre en forskel.” Sargun Oshana siger: ”Tænk sig at modtage denne pris som gives for første gang nogensinde, i ligestillingens navn. Tak! Det er jeg helt vildt beæret over. Ligestilling er et stort begreb og handler for mig blandt andet om adgang og tilgængelighed. Et tema jeg udforsker igen og igen på scenen som instruktør og gennem sæsonerne på Blaagaard Teater. Teateret har en unik mulighed for at skabe synlighed og tilgængelighed for minoriserede grupper. og det er alfa omega at give plads til stemmer, vi endnu ikke har hørt, kroppe vi endnu ikke har set, og historier vi endnu ikke har fået fortalt. Jeg håber, jeg med denne pris kan skabe opmærksomhed på, at det kan betale sig at tro på de visioner, man har - selv når de ligger langt væk fra normen. Det er i øvrigt en ære at stå her blandt mine med-nominerede. som jeg beundrer og støtter. Tak til kulturministeren for denne helt særlige pris.” Begrundelse for valget af Sargun Oshana Sargun Oshana er valgt på baggrund af sine resultater med at fremme ligestilling og mangfoldighed inden for kunst- og kulturlivet. Som instruktør og teaterdirektør ved Blaagaard Teater (tidligere Teater Grob) har Sargun Oshana formået at fremme scenekunst af exceptionel høj kvalitet, som samtidig afspejler og fremhæver diversiteten af stemmer og historier i samfundet – lokalt såvel som globalt. Med bredden og diversiteten af scenekunst på Blaagaard Teater formår Sargun Oshana at skabe et inkluderende scenekunstmiljø, som åbner sig op for diverse publikumsgrupper på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet. Sargun Oshana formår at forankre teatret i sit lokalemiljø på Nørrebro og anerkende den diversitet, der er, og give så mange unge som muligt et levende indblik i teatrets verden. Han har også haft succes med at få flere typer publikummer ind i teatret på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet. Endvidere har Sargun Oshana forankret teatret i sit lokale miljø på Nørrebro og anerkende den diversitet, der er. Bodil Koch-prisen Prisen uddeles for første gang i år. Fremover uddeles den årligt til en person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet. Vinderen af prisen modtager 100.000 kr. og udvælges af kulturministeren og Bodil Koch-komitéen blandt nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer. Om Bodil Koch Bodil Koch (1903-1972) var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947-1971. Hun var kirkeminister af to perioder, først en kort periode fra september 1950 – oktober 1950 og så fra 1953-1966. Hun var kulturminister fra 1966-1968. Hun var Danmarks første kvindelige kirkeminister, første kvindelige kulturminister og kun den tredje kvindelige minister i Danmark. |