UCI-præsident besøger Danmark

Præsident for den internationale cykelunion, UCI, David Lappartient, besøger onsdag den 21. februar Danmark, hvor han vil modtage Danmarks officielle bud på VM i landevejscykling i 2029.

Pressemeddelelse
21.02.2024

UCI’s præsident David Lappartient, generaldirektør Amina Lanaya og kommunikationsdirektør Christophe Marchadier besøger den 21. februar Danmark. Her skal de mødes med kulturminister Jakob Engel-Schmidt, erhvervsminister Morten Bødskov og vicestatsminister Troels Lund Poulsen for at drøfte Danmarks bud på VM i cykling i 2029.

UCI vil på besøget modtage Danmarks endelige bud. Det sker på Christiansborg. Til budoverdragelsen vil der også være flere kommuner og borgmestre til stede, som har værtsbyer på ruten. Det gælder Københavns Kommune, Aarhus Kommune, Helsingør Kommune og Roskilde Kommune.

Danmarks Cykle Union og Sport Event Denmark deltager også i den officielle budoverdragelse.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg ser meget frem til at mødes med David Lappartient, som jeg også havde fornøjelsen af at møde ved VM i Glasgow i 2023. Danmark er en kæmpe cykelnation, og vi husker nok allesammen, hvor meget begejstring, det skabte, da vi havde Tour de France-etaper på dansk jord. Derfor skal vi selvfølgelig også have VM i cykling til Danmark. Forhåbentlig får vi David Lappartient overbevist om, at det er Danmark, der skal have VM i 2029.”

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”Cykelsport er en dansk nationalsport, og derfor er jeg glad for, at David Lappartient lægger vejen forbi Danmark, så vi kan præsentere det fantastiske danske bud på VM i landevejscykling i 2029. Jeg glæder mig til at vise en lille bid af den danske cykelkultur og drøfte potentialerne for et dansk værtskab sammen med vores dedikerede partnerkreds. Nu sætter vi alt ind for at få VM i landevejscykling ud på de danske veje, så vi kan vise alt det, Danmark har at byde på frem til hele verden.”

Vicestatsminister Troels Lund Poulsen siger:

”Vi går efter at få VM i cykling til Danmark i 2029. Det er en stor begivenhed, men vi har tidligere vist, at Danmark kan håndtere store sportsbegivenheder. Både VM i cykling i 2011 og Tour de France-starten i 2022 var store succeser for både publikum og cykelsporten. Det skal VM i 2029 også være her i Danmark.”

Udover at tale om Danmarks bud på VM i cykling vil ministrene sammen med Danmarks Idrætsforbund tale med David Lappartient om det kommende OL i Paris 2024, da han er formand for den franske olympiske komité.

Pressen er velkommen til at deltage, når UCI-præsidenten får overleveret Danmarks officielle bud. Det sker i Fællessalen på Christiansborg fra kl. 15.45. Den officielle budoverdragelse begynder kl. 16.00. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til UCI m.fl. efter budoverdragelsen.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16