Yderligere restriktioner over jul og nytår
For at sikre kontrollen med coronavirus er der iværksat skærpede tiltag inden jul og frem til nytår. Tiltagene betyder blandt andet, at alle elever på folkehøjskoler hjemsendes fra den 21. december 2020 til og med den 3. januar 2021.
01.01.1970
Det er både elever på korte og lange kurser, der sendes hjem.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at dæmme op for den stigende spredning af corona. Derfor bliver det desværre ikke i år, at vi kan nyde juledagene på en højskole og få glæde af de fællesskaber, der er dér. For vi skal nøjes med at se dem, vi plejer, i dagene omkring jul og nytår.
Lad os sætte en stopper for smitten nu. Det kræver ofre af os alle. Vi har sammen klaret det før. Og nu skal vi vise, at vi kan igen.”
Læs mere om restriktioner over jul og nytår på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16