Anbefalinger klar fra nordisk tænketank for tech og demokrati
Tænketankens anbefalinger dækker blandt andet over et nyt nordisk center for tech og demokrati, øget fokus på sikkerhed for børn og unge på nettet og en nordisk taskforce målrettet desinformation skabt af kunstig intelligens.
Pressemeddelelse
Nyhed
18.04.2023
Et samlet Norden nedsatte via Nordisk Ministerråd for Kultur i maj sidste år en tænketank med Tobias Bornakke (Danmark) som formand, som skulle se nærmere på tech-giganternes indflydelse på demokratiet i Norden. Arbejdet er mundet ud i 11 anbefalinger med forslag til initiativer til at løse nogle af de største problemstillinger, som tech-giganterne skaber for demokratiet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Vi har i Norden nogle af de mest digitaliserede lande i verden, men vi ved ikke nok om, hvordan tech-giganterne fungerer. Vores børn og unge bruger rigtig meget tid på nettet og særligt på de sociale medier, uden at vi egentlig kender påvirkningen på længere sigt – og jeg er bekymret for, at det påvirker dem mere negativt, end vi måske går og tror. Det vil jeg aktivt se nærmere på at løse – det kan være gennem aldersverificering eller øget forældrekontrol.
Tænketanken anbefaler, at vi som Norden står sammen for at stramme lovgivningen internationalt over for tech-giganterne, ligesom tænketanken også anbefaler et øget fokus på børn og unge på nettet og mere kontrol. Det støtter jeg op om – ligesom det er områder, jeg selv arbejder med som kulturminister i eksempelvis den kommende medieaftale og i regeringens initiativer målrettet børn og unge.”
Formand for tænketanken Tobias Bornakke siger:
"Vi har alle indset, at øget politisk kontrol med tech-giganterne er en nødvendighed for, at demokratiske samfund kan trives i det stadig mere digitale 21. århundrede. Det store spørgsmål er ikke længere, om vi har brug for mere demokratisk kontrol med tech-giganterne. Spørgsmålet er hvordan og hvor hurtigt. I denne henseende bør de nordiske lande gå i spidsen og vise vejen frem."
Læs tænketankens anbefalinger på dansk her
Læs hele rapporten her (på engelsk)
Anbefalingerne vil blive præsenteret i dag 18. april kl. 14.00 på Nationalmuseet. Det kræver tilmelding via jem@kum.dk.
Tech-tænketankens medlemmer
- Tobias Bornakke (formand), Danmark
- Anja Bechmann, Danmark
- Bente Kalsnes, Norge
- Carl Heath, Sverige
- Elfa Ýr Gylfadóttir, Island
- Fredrik Granlund, Åland
- Hanna Haaslahti, Finland
- Jákup Brúsá, Færøerne
- Martin Holmberg, Sverige
- Minna Aslama Horowitz, Finland
- Signe Ravn-Højgaard, Grønland
- Sumaya Jirde Ali, Norge
- Thorgeir Ólafsson, Island
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16