Bred aftale om deepfakes giver alle ret til egen krop og egen stemme

Regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier er enige om, at der skal være en stærkere beskyttelse mod digitale efterligninger af personlige kendetegn.

Pressemeddelelse
Politisk aftale
26.06.2025

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er enige om en aftale vedr. et værn mod digitale efterligninger indeholdende personlige kendetegn. 

Det er snart umuligt at skelne ægte og manipuleret materiale fra hinanden. Da billeder og videoer samtidig sætter sig lynhurtigt i folks underbevidsthed, kan digitalt manipulerede versioner af et billede eller en video skabe en grundlæggende tvivl om – og måske endda en helt forkert opfattelse af – hvad der er ægte skildringer af virkeligheden. Aftalen skal derfor sikre retten til egen krop og stemme.

Den politiske aftale vil blive udmøntet i et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at dele eksempelvis deepfakes og andre digitale efterligner af personlige kendetegn. En deepfake kan være en meget virkelighedstro gengivelse af en person, herunder vedkommendes udseende og stemme. Parodier og satire vil naturligvis fortsat være mulige at lave.

Udøvende kunstnere vil også få en bedre beskyttelse, så det fremover vil være ulovligt at dele virkelighedsnære digitale efterligninger af deres optrædener.

Kulturministeriet vil snart sende en ændring af ophavsretsloven i høring. Læs aftalen her.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Jeg er enormt stolt af, at vi nu sender det utvetydige signal til alle borgere om, at man har ret til egen krop, egen stemme og egne ansigtstræk. I en tid hvor teknologien har overhalet lovgivningen, er jeg glad for, at så mange af folketingets partier vil være med til at beskytte kunstnere og helt almindelige mennesker fra det digitale identitetstyveri, som nu blot kan laves med få klik fra en skærm. Vi må ikke acceptere, at vi mennesker blot kan ryge i den digitale kopimaskine og blive misbrugt til alverdens formål. Teknologien udvikler sig hastigt, og i fremtiden vil det være endnu sværere at skelne virkeligheden fra fiktion i den digitale verden. Derfor er det på høje tid, at vi nu skaber et værn mod spredningen af misinformation og samtidig sender et tydeligt signal til tech-giganterne.”

Gruppeformand for Socialdemokratiet Leif Lahn Jensen siger:

”Vi har virkelig et demokratisk problem, når man ved hjælp af kunstig intelligens, kan manipulere med almindelige mennesker og via manipulerede billeder og videoer, skaber et helt andet og forkert indtryk af et andet menneske.

Mulighederne er i dag store for at efterligne personer, og lade dem fremgå i en sammenhæng, som ligger langt fra den reelle virkelighed. Derfor er Socialdemokratiet glade for den meget brede aftale, som vi nu har indgået, så vi dermed sender et tydeligt signal om at vi ikke tillader misbrug af eksisterende video, lyd og billedindhold.”

Gruppeformand for Venstre Lars Christian Lilleholt siger:

”Kunstig intelligens skaber mange nye muligheder, men kan også misbruges til at sprede deepfake-indhold og skabe et forvrænget billede af virkeligheden. Med AI-værktøjer kan man med få klik udgive sig for at være en kendt journalist, politiker, musiker eller andet og misbruge den tillid, som de nyder i offentligheden. Det er ikke bare skadeligt for den enkelte person, der får stjålet sin identitet – det er skadeligt for demokratiet som helhed, når vi ikke kan stole på de ting, vi ser. Vi skal værne os mod disse manipulationer af virkeligheden, og derfor er jeg glad for, at vi nu har indgået denne aftale om at ændre ophavsretsloven.”

Gruppeformand for Moderaterne Henrik Frandsen siger:

“Med denne aftale sætter vi en tydelig grænse: Intet menneske skal se sit ansigt stjålet eller sin stemme kopieret. I kampen mod digital manipulation og misinformation forsvarer vi det mest grundlæggende – retten til egen identitet og en offentlig samtale, der bygger på sandhed frem for misinformation og manipulation."

Gruppeformand for Danmarksdemokraterne Peter Skaarup siger:

”Den digitale udvikling går hurtigt, og derfor skal lovgivningen selvfølgelig kunne følge med. Vi har allerede set eksempler på, at man med kunstig intelligens kan manipulere med video og billeder i en grad, der gør det nærmest umuligt at skelne mellem, hvad der er ægte og falsk. Falsk og ulovligt indhold skal fjernes fra internettet, og nu sikrer vi et retsgrundlag, der forpligter digitale medier til at få indholdet slettet, inden det spreder sig. Det er en opgave, som de store medietjenester må tage på sig, og det mener jeg også er helt rimeligt.”

Gruppeformand for Socialistisk Folkeparti Theresa Berg Andersen siger:

”Med aftalen tager vi et vigtigt skridt i reguleringen af deep fakes, som kan true demokratiet i takt med, at de bliver bedre og bedre og sværere at gennemskue. 
For SF har det været afgørende, at det er tydeligt, at der alene er tale om virkelighedsnære, manipulerede efterligninger, for naturligvis skal man kunne lave magtkritisk satire.”

Gruppenæstformand for Konservativt Folkeparti Helle Bonnesen siger:

”De digitale muligheder for manipulation er nu så virkelighedstro, at falske videoer og billeder kan skabe tvivl om, hvad der er sandt og falsk. Derfor tager vi nu et vigtigt skridt for at beskytte både borgere og kunstnere mod digital misbrug af deres personlige kendetegn og kunstneriske arbejde. Det handler om retssikkerhed, demokrati og respekt for vores kunstnere.”

Gruppeformand for Enhedslisten Rosa Lund siger:

”Denne her aftale sender et vigtigt signal om at vi gerne vil have et opgør med deepfake. Det vigtige her fra er at sikre at techgiganterne også fjerner det indhold der viser sig at være falskt."

Kulturordfører for Radikale Venstre Zenia Stampe siger:

”Vores kunstnere, artister og borgere skal værnes og beskyttes langt stærkere, end de er i dag, imod delinger, uden samtykke, af efterligninger og deep fakes skabt med kunstig intelligens. Jeg vil gerne takke alle aftalepartierne for aftalen og det signal, vi sender – men samtidig undrer jeg mig over, at flere partier i Folketinget ikke kan stå bag en sådan aftale.”

Gruppeformand for Alternativet Christina Olumeko siger:

”Alternativet ser aftalen som et vigtigt første skridt. Det er helt rimeligt, at borgere og kunstnere får en klar ret til at få fjernet digitalt manipuleret indhold, der misbruger deres personlige kendetegn. Men vi skal videre. For Alternativet handler det ikke kun om at rydde op bagefter – vi skal også forebygge, at indholdet skabes i første omgang, fordi når det først er på internettet, kan og vil det blive svært at få fjernet igen. Det kræver regulering af AI-platformene.”

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16