Danmark går ind i sag om mediefrihed ved EU-Domstolen

Ungarn forsøger med en sag ved EU-Domstolen at bremse EU-forordningen Media Freedom Act. Den danske regering vil gå ind i sagen for at forsvare mediefriheden i EU.

Pressemeddelelse
17.10.2024

Den danske regering ønsker at intervenere i en sag, som Ungarn har anlagt ved EU-Domstolen mod Europa-Parlamentet og Rådet. Ungarn vil have forordningen om europæisk mediefrihed annulleret. Det har regeringen netop orienteret Folketinget om.

Den danske regering vil benytte sig af muligheden for at afgive et indlæg til fordel for Europa-Parlamentet og Rådet i sagen. Det danske indlæg vil lægge vægt på, at frie medier er essentielle for demokratiet og de grundlæggende værdier i EU.

Fungerende kulturminister Christina Egelund siger:

"Vi skal stå vagt om de grundlæggende demokratiske værdier i EU. Her er frie medier og ytringsfrihed helt centrale og selve grundstenene i vores demokrati. Vi har fra dansk side bakket op om forordningen om europæisk mediefrihed, fordi der er behov for at løse de udfordringer med mediefrihed, redaktionel uafhængighed og beskyttelse af journalister, som ses i nogle EU-medlemslande. Ungarn skal ikke skal have held til at begrænse mediernes ytringsfrihed og forhindre EU i at stille sig på mediefrihedens side. Derfor har vi fra dansk side ønsket at intervenere i sagen."

Fakta om European Media Freedom Act

Forordningen European Media Freedom Act blev vedtaget i foråret 2024. Den har blandt andet til formål at beskytte journalister og medier mod politisk indblanding.

Læs mere om forordningen her.

Fakta om Ungarns sagsanlæg

Ungarn har som eneste EU-land stemt imod European Media Freedom Act og har anlagt sag ved EU-Domstolen den 10. juli 2024. Ungarn gør overordnet gældende, at der ikke er den nødvendige hjemmel i Traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde til at regulere forhold relateret til mediefrihed og –pluralisme.

Om pressefrihed i Ungarn

EU har igennem lang tid kritiseret Ungarn for at udøve kontrol over de ungarske medier og den manglende pressefrihed i Ungarn.

På 2024-pressefrihedsindekset fra RSF (Reporters Without Borders) er Ungarn placeret som nr. 67 ud af 180. Danmark er nr. 2.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16