Kulturminister vil ruste dansk film til fremtiden

Hård international konkurrence fra blandt andet streaming og nye markedsvilkår gør det sværere for danske film og serier at trænge igennem. Derfor skal et udvalg nu se på, hvordan dansk filmproduktion styrkes og rustes til fremtidens mediemarked.

Pressemeddelelse
03.10.2026

Film som ’Ternet Ninja 3’ og ’Den sidste viking’ trak i 2025 et rekordstort publikum i biografen. Dansk film har netop haft succes på den internationale scene, da ’Kvinde ukendt’ den 12. september helt usædvanligt vandt både Guldløven og prisen for bedste kvindelige skuespilpræstation ved filmfestivalen i Venedig. Men de danske biograf- og filmsucceser ændrer ikke på, at der er udfordringer for dansk filmproduktion, når man ser lidt bredere på forbruget af danske film og dansk indhold.

Der er større konkurrence om danskernes opmærksomhed, og selvom dansk film og dansk indhold klarede sig godt sidste år, er der behov for at styrke og fremtidssikre den stærke og rige danske filmtradition, hvis den skal klare sig i den internationale konkurrence. Det gælder ikke mindst i forhold til vores næste generation – børn og unge - som er de mest tilbøjelige til at opsøge og se udenlandske film og serier.

Det får et udvalg nu til opgave at arbejde med.

Kulturminister Zenia Stampe siger:

”Jeg er glad og stolt over priserne til ’Kvinde ukendt’ i Venedig og de flotte biograftal for danske film, vi så sidste år. Det gør mig stolt og håbefuld for fremtidens danske film. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. For bagved den seneste succes gemmer der sig desværre nogle udfordringer for dansk film. Danskerne bruger mere og mere tid på internationale streamingtjenester og sociale medier, hvor de primært eksponeres for udenlandske film og serier og discountindhold. Når vi ser på børn og unge, er udviklingen endnu mere markant. Så vi skal både bygge videre på dét, vi har succes med, men også tænke nyt, så vi kan vinde børnene og de unge tilbage og i det hele taget blive ved med at udvikle filmen som kunstform. Dansk film har altid været kendetegnet ved både at have international klasse og folkelig gennemslagskraft, og sådan skal det også være i fremtiden.”

Formand Louise Vesth siger:

"Dansk film har lige vundet en Guldløve i Venedig. Det er nutiden. Fremtiden venter forude, og ambitionen er fortsat storhed for dansk film, som skal være modig, original og alsidig. En fælles målsætning, der kræver forskellige perspektiver. Nye strukturer, teknologi og kompetencer skal løfte dansk film videre. Det føles som det vigtigste udvalg i Danmark lige nu."

Fakta om streaming

Ifølge Kulturvaneundersøgelsen streamer danskerne oftere tv-serier end film og vælger især udenlandske tv-serier. I 2024 så 30 pct. af danskerne en dansk tv-serie herhjemmefra mindst en gang om ugen, mens 50 pct. så en udenlandsk tv-serie på ugebasis. Blandt de 16-24-årige er tendensen endnu mere tydelig: Mens 25 pct. så en dansk tv-serie mindst hver uge, var det tilsvarende tal for udenlandske tv-serier 66 pct.

Tal fra Europarådets audiovisuelle observatorium viser, at når danskerne streamer fra de store amerikanske tjenester – Netflix, Disney+, Amazon og HBO Max – bruger de hele 76 pct. af tiden på amerikansk indhold. Til sammenligning bruger de 9 pct. af tiden på britisk indhold, 5 pct. på indhold fra andre EU-lande og 3 pct. på dansk indhold.  

Fakta om udvalget

 

Formand

Louise Vesth, producer og med-direktør i Zentropa Entertainments og bestyrelsesleder for Den Danske Filmskole

Medlemmer

Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen

Birgitte Hjort Sørensen, skuespiller

Christina Rosendahl, filminstruktør og bestyrelsesleder i Kulturens Analyseinstitut

Pilou Asbæk, skuespiller

May el-Toukhy, filminstruktør og manuskriptforfatter

Mads Kierkegaard Jørgensen, vicedirektør i Nordisk Film Distribution

René Rechtman, entreprenør, investor og founder af Moonbug Entertainment

Tomas Eskilsson, analysechef hos Film i Väst Analysis

Line Bjørn Daugbjerg Christensen, administrerende direktør i Øst for Paradis og medstifter af filmuddannelsen Super8 i Aarhus

Af filmaftalen 2024 – 2027 mellem den tidligere regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet fremgår, at der skal nedsættes et udvalg for dansk film i fremtiden. Udvalget skal se på, om filmstøtten er skruet rigtigt sammen i forhold til den udvikling, der sker i film- og indholdsforbruget og i filmbranchen. Det udvalg har kulturminister Zenia Stampe nu nedsat.

Læs kommissorium for udvalg for dansk film i fremtiden her.

Udvalget skal afgive anbefalinger i 2027. Den eksisterende filmaftale gælder for årene 2024-2027.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16