OL og VM-guldvinder modtager Kulturministerens Idrætspris 2024

Sejleren Anne-Marie Rindom er vinder af Kulturministerens Idrætspris 2024 og de medfølgende 100.000 kr. Hun har netop fået overrakt prisen ved DM-ugen i Herning.

Pressemeddelelse
21.06.2024

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Anne-Marie Rindom er en af Danmarks fremmeste atleter – bare se hendes resultater ved VM, OL og meget andet. Men hun er ikke kun en god atlet. Hun er også en rollemodel for talenter inden for sejlsport og for kommende eliteatleter i det hele taget. Anne-Marie Rindom besidder nemlig en stærk vindermentalitet, som er meget imponerende, og som kan bruges i mange sammenhænge – og så bliver det ikke mindre imponerende af, at hun også sideløbende læser idræt på Aarhus Universitet. Jeg ser frem til at følge hende og alle vores andre dygtige atleter ved OL senere på sommeren.”

Anne-Marie Rindom har fået overrakt prisen af kulturministeren ved DM-ugen i Herning.

Ud over Anne-Marie Rindom var også idrætsforsker Mette Hansen og Skole OL nomineret til Kulturministerens Idrætspris 2024.

Læs mere om de nominerede her.

Kulturministerens Idrætspris er tidligere gået til blandt andet frivillig ildsjæl Mikael Olesen, herrelandsholdet i fodbold og kvindelandsholdet i fodbold, hækkeløber Sara Slott Pedersen og forsker Bent Saltin.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16