Aftale om 437 mio. kr. til massivt kulturløft

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har indgået en finanslovsaftale for 2021, der giver et markant løft af dansk kultur de kommende år. Der er fokus på at sikre mere kultur til flere børn med en børn- og ungepakke. Men der er også penge til landets orkestre og en helt ny genre- og nichespillestedsordning. Derudover skabes der med finanslovsaftalen ro om DR’s økonomi.

Pressemeddelelse
06.12.2020

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Jeg er stolt af, at regeringen sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har sat en tyk streg under, at vi har kulturen på toppen af dagsordenen med finanslovsaftalen for 2021. Det er en aftale, som skal sikre, at endnu flere – især børn og unge – får mulighed for at møde musik og kultur i hverdagen.

Sidste år blev omprioriteringsbidraget annulleret på kulturområdet, og nu er vi klar til at lave en markant investering, hvor vi afsætter i alt 437 mio. kr. i perioden 2021 - 2024. Vi har afsat penge til en ny børne- og ungepakke med spændende kulturindsatser, der skal sikre, at flere børn og unge møder musik og kultur i hverdagen.

De kulturelle oplevelser, vi får som børn, tager vi med os resten af livet. Derfor er jeg glad for, at vi kan sætte yderligere fokus på, at flest mulige børn skal have mulighed for at møde musikken. Også huskunstnerordningen, hvor skoler og institutioner kan få tilknyttet professionelle kunstnere, har oplevet større interesse, end man har kunnet efterkomme. Der er med andre ord en stor efterspørgsel på mere kultur til vores yngste.

Derudover etablerer vi en ny ordning for genre- og nichespillesteder, og så kan vi forlænge bevillingerne til en række vigtige kulturinstitutioner rundt omkring i landet – det er vigtigt med stabile økonomiske rammer, særligt i denne tid."

Om aftalen

Aftalepartierne er enige om et massivt kulturløft på samlet set 437 mio. kr.]for perioden 2021-2024. Desuden annulleres den tidligere VLAK-regeringens planlagte DR-besparelser på 900 mio. kr. fra 2022 og frem til 2025, og der er afsat en samlet ramme for medieområdet på omkring 4,7 mia. kr. årligt i perioden 2022-2025, som udgangspunkt for de kommende medieforhandlinger.

Der afsættes i alt 235 mio. kr. til, at flere børn og unge møder kulturen:

- 20 mio. kr. årligt i 2021-2022 til musik- og kulturskoler. Initiativet skal understøtte, at flere børn og unge får adgang og lyst til kunstnerisk deltagelse.

- 20 mio. kr. årligt i 2021-2024 til mere ungdoms- og børneteater. Det skal sikre, at flere børn og unge møder scenekunsten.

- 25 mio. kr. i 2021 til børn og unges møde med litteraturen på landets daginstitutioner og fritidsordninger.

- 10 mio. kr. årligt i 2021-2024 til Levende Musik i skolen og landsdelsorkestrene, der har til mål at nå flere børn og indgå samarbejder på tværs af institutionerne.

- 10 mio. kr. årligt i 2021-2024 til omtrent en fordobling af huskunstnerordningen, der gør, at skoler og institutioner kan få tilknyttet professionelle kunstnere, så børn og unge kan møde kunsten tidligt i livet.

- 5 mio. kr. årligt i 2021-2022 til at styrke Sangens Hus, så det kan fortsætte arbejdet og udvide netværket af Sangkraftcentre til en større del af landet, så særligt sangtilbuddet til børn og unge bredes længere ud.

Der afsættes 109,6 mio. kr. til målrettede indsatser for spillesteder og landets orkestre:

- 10 mio. kr. årligt i 2021 og 12 mio. kr. årligt i 2022-2024 til en ny Genre- og Nichespillestedsordning, der bl.a. kan bidrage til at styrke økonomien blandt en række spillesteder, som i dag falder mellem de eksisterende ordninger under Statens Kunstfond.

- 12 mio. kr. årligt i 2021-2024 til at styrke Danmarks Underholdningsorkester, herunder orkestrets pædagogiske læringsprojekter for folkeskolen.

- 3,9 mio. kr. årligt i 2021-2024 til Copenhagen Phil - Hele Sjællands Symfoniorkester.

Andre indsatser på kulturområdet for i alt 53,6 mio. kr.:

- 5,0 mio. kr. årligt i 2021-2024 til styrke Den Gamle By. Det skal bl.a. også ses i lyset af etablering og drift af Museet for Dansk Bladtegning i den Gamle By.

- 1,2 mio. kr. årligt i 2021-2024 i videreførsel af tilskud til udviklingspulje for folkehøjskoler.

- 1,0 mio. kr. i 2021 til at gennemføre en forundersøgelse om styrket formidling af Danmarks kolonihistorie.

- Aftalepartierne er også enige om at afsætte 0,5 mio. kr. årligt i 2021-2022 til Nordisk Journalistcenter i Århus efter, at Nordisk Ministerråd for Kultur har reduceret støtten til centeret fra 2021 og frem.

- 4,0 mio. kr. årligt i 2021-2024 til KVINFO for at styrke grundlaget for ligestilling.

- Derudover afsættes der 0,7 mio. kr. årligt i 2021-2024 til Grønlandske Huse og videreførsel af støtte til projektet NUKIGA.

- Der afsættes 4,0 mio. kr. årligt i 2021-2022 til at styrke Danwatch.

Foruden ovenstående så er der enighed om at videreføre og genindføre en række bevillinger til kulturinstitutioner med i alt 39,1 mio. kr. Det drejer sig om følgende:

- Dybbøl Mølle (0,4 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Dansk Jødisk Museum (2,0 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Arbejdermuseet (0,8 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Regan Vest (2,6 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Fregatten Jylland (3,1 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Den Danske ordbog (1,5 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Der Nordschleswiger (2,4 mio. kr. i 2022)
- Team Danmark (4,0 mio. kr. i 2022)
- Skibsbevaringsfonden (3,5 mio. kr. i 2021 og 1,4 mio. kr. i 2022)
- Bornholms Museum (0,5 mio. kr. årligt i 2021-2022)
- Gammel Estrup Herregårdsmuseum (1,5 mio. kr. årligt i 2021-2024)

Se tabel med alle tallene på Kulturministeriets område (opdateres)

Læs hele finanslovsaftalen på Finansministeriets hjemmeside

På finansloven 2021 er der desuden afsat en bevilling til Det Kongelige Teater på i alt 536,6 mio. kr. i 2021, og det er aftalt at Det Kongelige Teaters bevilling skal fortsætte på samme niveau i 2023 og 2024 som i 2022 på 542,0 mio. kr. årligt. Læs mere om aftalen for Det Kongelige Teater.

Ud over de 437 mio. kr. afsættes der med finanslovsaftalen for 2021 herudover i alt 47 mio. kr. i 2021-2024 til kulturelle formål på Færøerne og Grønland:

- 1,0 mio. kr. årligt i 2021-2022 til en Færøsk-grønlandsk ordbog
- 5,0 mio. kr. i 2021, 5,6 mio. kr. i 2022, 6,6, mio. kr. i 2023 og 9,6 mio. kr. i 2024 til Rigsfællesskabspulje til dokumentarfilm
- 1,2 mio. kr. i 2021 til Færøsk talegenkender
- 3,0 mio. kr. årligt i 2021-2023 og 2,0 mio. kr. i 2024 til Projekt Pakhus 18
- 2,5 mio. kr. i 2021 og 3,5 mio. kr. i 2022 til et Søfarts- og Kulturhus på Vågø

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16