Danmark og Sverige samler lande i fælles aktion mod "hamrende uretfærdige" EU-regler

Seks lande sender fælles appel til ny EU-kommissær om, at der igen bør være et princip om gensidig betaling for brug af blandt andet musik. Ellers får det omfattende konsekvenser for danske kunstnere, når eksempelvis musik eller film bliver brugt uden for EU.

Pressemeddelelse
13.12.2024

Danmark har på baggrund af en dom fra EU-domstolen været tvunget til at forringe forholdene for danske kunstnere. Dommen har nemlig slået fast, at Danmark og en række andre EU-lande skulle ophæve et princip i lovgivningen om, at vi kun betaler rettighedshavere fra andre lande, hvis de danske rettighedshavere også modtager betaling, når deres indhold bruges. Det betyder eksempelvis, at radiostationer fremover skal betale til amerikanske musikere, mens danske musikere må se langt efter penge fra USA.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har tidligere skrevet til og holdt møde med den forhenværende EU-kommissær for det indre marked, Thierry Breton, og bedt ham om at ændre EU-reglerne hurtigst muligt.

Den 1. december tiltrådte en ny EU-Kommission, og derfor har Danmark nu sammen med Sverige samlet i alt seks EU-lande om et fælles brev til den nye EU-kommissær, finske Henna Virkkunen, med en appel om at sikre fair konkurrence mellem rettighedshaverne og brugere af indhold. I brevet skriver ministrene fra de seks lande, at det vil få omfattende konsekvenser for rettighedshavere, brugere af indhold og berørte forretningsområder, hvis ikke EU-kommissionen finder en løsning i nærmeste fremtid.

Ud over Danmark og Sverige har også Finland, Holland, Belgien og Frankrig skrevet under på brevet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

"EU-reglerne og de to domme er ekstremt uretfærdige. Det er håbløst, at eksempelvis danske radiostationer skal betale for at spille amerikansk musik, mens danske musikere selv må kigge langt efter penge fra USA. Det er vanvittigt, at EU-lovgivningen kræver, at udenlandske kunstnere skal have kompensation, når det samme ikke gælder danskere. Jeg kæmper med næb og kløer for, at vi igen får et generelt princip om gensidighed i lovgivningen og retfærdige vilkår for danske rettighedshavere. Nu har vi en ny EU-kommissær, der gerne som noget af det første må rette sit fokus på at skabe fair vilkår. Jeg er derfor glad for, at det er lykkedes at samle en række lande om en fælles henvendelse til kommissæren."

Læs brevet til den nye EU-kommissær her.

Fakta om EU-domme

RAAP-afgørelsen

Betaling til musikere og producenter fra tredjelande (lande uden for EU) er hidtil sket efter regler i udlandsbekendtgørelsen om, at betaling kun sker, hvis de danske rettighedshavere tilsvarende modtager betaling fra tredjelandet, når deres indhold udnyttes i dette tredjeland. Dette omtales sædvanligvis som ”gensidighedsprincippet”.

EU-Domstolen har i en afgørelse fra september 2020 i en sag mellem Recorded Artists Actors Performers Ltd (”RAAP”) og Phonographic Performance Ltd (”PPI”) (”RAAP/PPI-sagen”) fastslået, at et sådant princip kun kan fastsættes af EU. Der findes ikke en EU-gensidighedsregel, og de danske regler var derfor ikke i overensstemmelse med EU-retten, hvorfor Danmark var tvunget til at ændre reglerne per 1. januar 2024.

Kwantum-afgørelsen

EU-domstolen har den 24. oktober 2024 truffet afgørelse i sag C-227/23, Kwantum om ophavsretlig beskyttelse af brugskunst fra et land, der ikke er medlemsstat i EU. I sagen havde den nederlandske højesteret bedt EU-domstolen om at tage stilling til, om en designstol af amerikansk oprindelse nyder ophavsretlig beskyttelse som et brugskunstværk i Nederlandene og Belgien. Sagen handlede om anvendelsen og rækkeviden af det materielle gensidighedsprincip i henhold til Bernerkonventionen og det såkaldte Infosoc-direktiv.

I det væsentligste har EU-domstolen med afgørelsen fastslået, at EU-medlemslandene ikke har nogen kompetence til at fastsætte deres egne gensidighedsregler i henhold til Bernerkonventionen.

I Danmark har vi indført en gensidighedsklausul, som betyder, at kompensationen kun fordeles til rettighedshavere fra tredjelande, der ligeledes sikrer mulighed for tilsvarende betaling til danske rettighedshavere.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16