De nominerede til Kulturministerens Idrætspris 2022 er…
De fire nominerede til Kulturministerens Idrætspris 2022 har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme dansk idræt og danske værdier både nationalt og internationalt. Vinderen, som også får 100.000 kroner, bliver offentliggjort ved en prisuddeling under DM-ugen i Aalborg den 24. juni.
Pressemeddelelse
Nyhed
09.06.2022
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
"De nominerede har skabt utroligt flotte resultater og har hver især gjort en forbilledlig indsat. De fortjener i den grad at blive hyldet, og det er jeg glad for, at vi kan gøre med idrætsprisen. Jeg er stolt af den idrætstradition, vi har i Danmark, hvor der både er plads til foreningsidrætten, de professionelle atleter og idrætsreformatorer.”
De nominerede til Kulturministerens Idrætspris 2022
Herrelandsholdet i fodbold:
DBU’s herrelandshold i fodbold har genskabt herrelandsholdet som et nationalt samlingspunkt. Under EM 2020 imponerede herrelandsholdet hele Danmark, hvor de var uhyre tæt på at spille sig i EM-finalen, og også i VM-kvalifikation leverede landsholdet en historisk dansk indsats. Endnu mere imponerende var deres menneskelige optræden i forbindelse med Christian Eriksens kollaps i åbningskampen i Parken, hvor holdet viste forbilledligt lederskab, kammeratskab og holdånd. Herrelandsholdet har skabt stemning, sammenhold og samlingskraft på tværs af befolkningsgrupper og aldersgrupper i Danmark.
Anne-Marie Rindom:
Anne-Marie Rindom har i de senere år været fast inventar på medaljeskamlen ved de store mesterskaber i sejlsport i klassen Laser Radial. Hun har to gange vundet VM-guld, hun vandt OL-bronze i Rio i 2016, og i 2021 satte hun kronen på værket, da hun efter et uhyre spændende drama sejlede sig til OL-guld. Anne-Marie har i en årrække domineret Laser Radial-klassen, og OL-guldet var det eneste, der manglede i samlingen. Udover at være en dygtig atlet er Anne-Marie en fantastisk rollemodel for både dansk sejlsport og dansk eliteidræt.
LykkeLiga:
LykkeLiga er en selvejende organisation, hvis sigte er at danne et positivt fællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier. Ambitionen er at etablere lokale håndboldhold for børn mellem 5 og 16 år i foreninger landet over samt bygge bro til danskerne. LykkeLiga er som få lykkedes med at skabe et positivt idrætsfællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier. LykkeLiga har åbnet idrætten og i særdeleshed håndbolden op for en gruppe af børn og unge, som ellers har svært ved at være en del af den etablerede idræt.
Jens Sejer Andersen:
Jens Sejer Andersen var en af personerne bag den første konference om integritet inden for idrættens arena – en konference som senere skulle blive til Play the Game-konferencerne. Play the Game, hvor Jens er international chef, har i år 25 års jubilæum, hvilket er en god anledning til at anerkende Jens’ store arbejde og bidrag til idrætten. I 25 år har Jens været en stærk stemme, der rejser debat og kritik, når sporten bruges politisk, og hvor basale rettigheder ikke bliver overholdt. Det gælder ikke mindst det store fokus, som han og Play the Game har sat på sportswashing-dagsordenen i både ind- og udland.
Om "Kulturministerens Idrætspris"
Prisen gives til årets exceptionelle præstation eller indsats inden for idrættens verden. Prisvinderkredsen er bred og kan dække eliteidrætsudøvere, trænere, ledere, forskere, foreninger og andre, som i det pågældende år har haft en særlig stor betydning for dansk idræt. Der er således tale om en pris, som dækker hele idrætten. Tidligere vindere inkluderer bl.a. forsker Bente Klarlund Pedersen, foreningen IF Skjold-Skævinge og hækkeløber Sara Slott Petersen.
Med prisen følger 100.000 kr.
Vinderen bliver offentliggjort den 24. juni 2022 ved DM-ugen i Aalborg.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16