Det Kgl. Bibliotek vil sætte en stopper for piratkopiering på uddannelsesinstitutionerne

Med en ny krypteringsløsning skal der sættes en stopper for ulovlig deling af de materialer, som staten gratis stiller til rådighed.

Nyhed
17.08.2024

Det Kgl. Bibliotek har via Nota opgaven med at levere tilgængelige materialer og bøger til studerende med syns- og læsehandicap på vegne af Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet. Det er en vigtig opgave, som skal varetages med et højt kvalitetsniveau, så studerende med syns- og læsehandicap har let adgang til bøger og værker på linje med alle andre.

Det har dog vist sig, at bøgerne ifølge Rettighedsalliancen er blevet delt i et stort omfang, som forfattere længe har problematiseret. Faktisk i et sådant omfang, at Danske Forlag vurderer, at det udfordrer hele markedet for dansksprogede studiebøger.

Derfor bliver studiematerialer til studerende med syns- og læsehandicap fra den 2. september 2024 krypteret for at stoppe den ulovlige deling.

Om krypteringsløsningen

Den nye krypteringsløsning har været testet grundigt henover sommeren, herunder af brugere og fagpersoner fra SPS- og vejledningsområdet. Der er taget hensyn til, at det skal være så let at bruge som muligt. Dog vil det kræve noget tilvænning for de studerende. Der vil derfor være ekstra bemanding i Det Kgl. Biblioteks help desk. Den nye løsning indebærer, at studiematerialerne går fra at være i et PDF-format til at være det såkaldte ePub-format. Blinde og stærkt svagsynede er undtaget fra krypteringsløsningen, da disse grupper har særlige behov.

Udfordringerne med blandt andet den ulovlige deling af bøger betyder også, at Det Kgl. Bibliotek planlægger at indføre en skarpere kontrol af adgangen til værkerne. Det Kgl. Bibliotek vil derfor arbejde på en løsning, så materialer til studiebrug på videregående uddannelser kun udlånes til de brugere, der har et syns- og læsehandicap og er godkendt til at modtage specialpædagogisk støtte på en videregående uddannelse. Dette vil efter planen ske i begyndelsen af 2025. Der vil også skulle arbejdes på en løsning, så Nota-brugere, der ikke er studerende, fortsat kan låne akademisk litteratur i en normal 30-dages periode.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16