Europas første spilinstitut er i luften

Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling. Det er navnet på Danmarks nye spilinstitut, som henviser til et af de første danske digitale spil fra 1963. Instituttet er det første af sin slags i Europa og er sat i verden for at støtte den danske spilbranche.

Pressemeddelelse
30.05.2024

Kulturministeren etablerer nu det første europæiske spilinstitut, der har som opgave at uddele offentlig støtte til spiludvikling og understøtte spilbranchen. Spilinstituttet er finansieret på finansloven og er uafhængigt. En af instituttets opgaver bliver at støtte spiludviklere samt fremme danske digitale spil med fokus på ansvarlighed, så for eksempel forældre har adgang til spil, som ikke er afhængighedsskabende og er sikre for børn at spille.

Spilinstituttet etableres på et tidspunkt, hvor digitale spil for alvor har indtaget børneværelset. En undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge viser, at 46 procent af de 1-15 årige spiller hver dag, og 90 procent har prøvet at spille et digitalt spil. Men nye tal viser samtidig, at meget få af spillene, børn og unge spiller, er danske. Faktisk er det kun 2 procent af de spil, som de 9-15 årige spiller, som er danske.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Vi må ikke efterlade børn og unge alene blandt internationale spiludbydere, som kæmper om børnenes gunst med uetiske tricks og afhængighedsskabende algoritmer. Heldigvis har Danmark i årtier produceret adskillige fremragende digitale spil. Det har, siden jeg blev kulturminister, været en vigtig prioritet for mig at støtte op om den danske spilbranche, som har et kæmpestort kulturelt og økonomisk potentiale for Danmark.

Derfor har jeg lavet det første spilinstitut af sin slags i Europa. Det nye Nimbi GameLab skal være med til at realisere spilbranchens store ambitioner, og jeg ser frem til at følge instituttets næste skridt på egne ben. Jeg forestiller mig som et af de første initiativer, at Nimbi GameLab kan udgive en liste med alle de gode danske digitale spil, der hvert år udkommer med hjælp fra støtteordningen. Det kan give forældre et sikkert sted at gå hen, når de skal navigere i spiljunglen og finde digitale spil til deres børn, der ikke er afhængighedsskabende.”

Bestyrelsesleder Kasper Kruse siger:

”Danmark har umådeligt meget at byde ind med kunstnerisk, kommercielt og også etisk, når det kommer til digitale spil. Det bliver en stor og spændende opgave, som jeg er sikker på, at vi sammen kan løse. Spilbranchen har alle muligheder for at udvikle nye talenter, skabe flere arbejdspladser og bidrage endnu mere til eksport og branding af danske kulturprodukter, end den allerede gør nu. Med etableringen af Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling er næste skridt i en positiv udvikling taget. Jeg ser frem til at udvikle rammer og muligheder for den danske spilbranche i samarbejde med resten af bestyrelsen, en kommende direktør, medarbejdere og branchen.”

Næste skridt i etableringen af spilinstituttet er, at bestyrelsen som sin første opgave skal ansætte en direktør, der har det daglige ledelsesansvar for driften af instituttet, hvorefter instituttet skal have en fysisk adresse. Som det fremgår af Filmaftalen 2024-2027 overtager instituttet Spilordningen fra DFI, når instituttet er fuldt operationelt, som forventes at blive fra 1. januar 2025.

Om navnet Nimbi GameLab:

Kulturministeriet satte i februar en navnekonkurrence i gang for at finde et navn til Danmarks nye institut for spiludvikling, der er afsat 33,8 millioner kroner til for 2024-2027 på finansloven for 2024.

Her har kulturministeren valgt navnet ”Nimbi GameLab – Danmarks Institut for Spiludvikling”. Navnet Nimbi henviser til et af de første danske computerspil, som blev designet af Piet Hein og programmeret af Søren Lauesen fra Regnecentralen i 1963.

Det er internationalt og signalerer, at digitale spil skal betragtes på lige fod med øvrige kulturprodukter som design, litteratur og film.

Om instituttet:

Nimbi GameLab er ikke kun det første af sin slags i Danmark. Også i en europæisk kontekst er det første gang, at der etableres et selvstændigt institut under et kulturministerium med det formål at understøtte spiludvikling.

Instituttet etableres som en offentlig selvejende institution, som har til formål at yde tilskud til udvikling, produktion og formidling af digitale spil og understøtte bedre rammevilkår for branchen gennem bl.a. eksportfremstød, talentudvikling, promovering, dataindsamling og analyser.

Det overordnede ansvar for institutionen og dets virke gives til bestyrelsen, som vil bestå af fem medlemmer inklusiv en bestyrelsesleder, der udpeges af kulturministeren for en 4-årig periode. Dog vil to af medlemmerne blive udpeget for to år i første periode, således at der fremadrettet beskikkes nye medlemmer hvert andet år.

Bestyrelsen udarbejder instituttets vedtægter, som godkendes af kulturministeren. Bestyrelsen har derudover ansvaret for at ansætte en direktør, der får ansvaret for den daglige drift i overensstemmelse med vedtægterne og bestyrelsens instruktioner. Instituttet får til huse i København.

Bestyrelsen er:
  • Kasper Kruse, leder af The Animation Workshop (bestyrelsesleder)
  • Sofie Filt Læntver, vicedirektør i Nordisk Games
  • Mathias Gredal Nørvig, CEO for SYBO Games
  • Trine Laier, ejer af Those Eyes
  • Christian Walther Øyrabø, CEO for OOONO

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16