Idræt for socialt udsatte får flere penge
Idræt for psykisk sårbare, gadeidræt for børn og unge og hjælp til børn, så de kan blive en del af det danske foreningsliv, er blandt de initiativer, der får midler på det årlige idrætsaktstykke.
Pressemeddelelse
04.07.2025
Der er igen i år afsat 1 million kroner til Anti Doping Danmark til at udbygge samarbejdet med flere fitnesscentre og skabe flere sunde træningsmiljøer og forebygge brug af doping og andre ulovlige præstationsfremmende midler.
Idræt for socialt udsatte har fået flere penge end de senere år og har samlet fået over fem mio. kr. på aktstykket fordelt på Sport for LIVET, OMBOLD, Idræt for Sindet og BROEN Danmark.
I alt er der afsat ca. 15,0 millioner kroner til forskellige indsatser, som kan findes her.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Idræt kan være med til at løfte mennesker. Det kan være humøret og helbredet, men det kan også løfte nogen ud af store udfordringer med det, man måske ikke lige kan se som for eksempel det mentale helbred. Mange af de organisationer og initiativer, vi støtter, prioriterer fællesskaber og det at have det sjovt med at dyrke sport og idræt. Det er jeg stor tilhænger af. Det er vigtigt at være en del af et fællesskab og kunne dyrke en fælles interesse, som for mange kan give et sundt afbræk fra en hektisk hverdag, hvor tankerne kan være lidt tunge. Jeg er glad for, at vi kan være med til at støtte vigtige initiativer som OMBOLD og Idræt for Sindet, der på hver deres måde gør en særlig indsats for mennesker i en svær periode i livet.”
FAKTA
Størstedelen af udlodningsmidlerne til idrætsformål fordeles til idrættens hovedorganisationer inden for det frie foreningsliv samt til en række selvejende idrætsinstitutioner. En stor del af midlerne går således til blandt andre Danmarks Idrætsforbund og DGI.
I tillæg hertil fordeler kulturministeren årligt en mindre andel af udlodningsmidlerne til andre idrætsformål på et aktstykke med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
Udlodningsmidlerne kommer primært fra Danske Spil A/S’ overskud.
Aktstykket afventer godkendelse i Folketingets Finansudvalg.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16