Kulturminister: Vi er ved at tabe en børne- og ungdomsgeneration på gulvet
Danske børne- og ungdomsfilms førende position er truet. Nu går nøgleaktører sammen for at sikre, at børn og unge møder dansk indhold af høj kvalitet.
Pressemeddelelse
Nyhed
02.07.2025
Skærmene og techgiganterne er ved at vinde over biograferne og danske kvalitetsfilm i kampen om vores børn og unges opmærksomhed. Børn og unge orienterer sig i stigende grad mod platforme som Youtube, Snapchat og TikTok og ser udenlandske film og serier på streamingtjenesterne. I biograferne er danske børne- og ungdomsfilms markedsandel faldet fra 28 pct. i 2015-2019 til 18 pct. i 2020-2024, og siden 2020 har biograferne i gennemsnit kun haft premiere på fire børne- og ungdomsfilm om året. Fra 10-års-alderen foretrækker børn og unge udenlandske film og serier over de danske.
Danske børne- og ungdomsfilm af høj kvalitet har ellers gennem historien trukket familier i biografen og været brugt i skolerne. Filmene har blandt andet været kendt for stærke fortællinger i øjenhøjde med børn og unge.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt nedsatte i foråret 2024 en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Producentforeningen, Danske Filminstruktører, Filmværkstedet, TV 2 Danmark, DR og Det Danske Filminstitut (DFI), der skulle fremlægge en ny strategi for støtte til indhold målrettet børn og unge. Strategien skal understøtte, at der i fremtiden bliver lavet dansk kvalitetsindhold i de formater, som børn og unge ser, og som følger med udviklingen. Der ligger nu en færdig strategi klar, og kulturministeren og filmforligskredsen har modtaget en række anbefalinger til, hvordan dansk børne- og ungeindhold igen kan få en fremtrædende plads.
To af anbefalingerne er allerede ved at blive ført ud i livet: DFI, DR og TV 2 vil indlede et forpligtende samarbejde om blandt andet viden, finansiering og talentudvikling. DFI har netop etableret et børn- og unge-center, der understøtter, at man kan samle den dedikerede støtte på børne- og ungeområdet på tværs af filmstøtteordninger. Det nye center skal samle kræfterne på børne- og ungeområdet og forenkle indgangen til støtte for støttemodtagere.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Vi er ved at tabe en generation af børn og unge på gulvet, som er afhængige af TikTok og Youtube. Samtidig har danske kvalitetsfilm og -tv-serier mistet den stærke position, hvor de har samlet familierne i biograferne og i sofaen. Både fordi børn og unge har mistet interessen, og fordi der i de seneste år har været biograf-tørke, når det gælder premierer på danske børne- og ungdomsfilm. Derfor er det på høje tid at reagere. Jeg er derfor utroligt glad for, at stærke aktører som Det Danske Filminstitut og DR og TV 2 går sammen i en fælles koordinationsøvelse i stor skala, som handler om at dele viden, finde penge og få mest muligt ud af de talenter, vi har. Samtidig fjerner DFI noget af det bureaukrati, filmproducenterne møder. Jeg ser gerne, at hver tredje solgte biografbillet til en børne- og ungdomsfilm i fremtiden er til en dansk film, og at DR og TV 2 når ud til langt flere børn og unge end nu”.
Fakta: Udpluk af arbejdsgruppens anbefalinger
- En ny fælles vision skal sætte ambitiøs retning for fremtidens børne- og ungeindhold
- Branchens aktører skal indgå forpligtende samarbejder på børne- og ungeområdet
- De offentligt støttede institutioner og det statslige støttesystem skal have særlig opmærksomhed på de større børn og unge i alderen 8-15 år
- Distribution af dansk kvalitetsindhold til børn og unge skal ske i trygge rammer
- Mulighed for højere støtte til børne- og ungeprojekter
- Én indgang til støtte målrettet børn og unge på DFI
- Styrkelse af børne- og ungeområdet med et B&U-center på DFI
- DR’s og TV 2’s engagement i børne- og ungdomsfilm skal tilstræbe parallelitet med Det Danske Filminstituts forpligtelser
- NIMBI – Danmarks Institut for Spiludvikling skal inddrages i relevante samarbejder
Læs strategien her.
Fakta: Arbejdsgruppens medlemmer
- Anders Leifer, TV 2 Danmark, Head of Acquisitions and Formats
- Birgitte Fredsby, direktør for Filmværkstedet København
- Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge
- Marie Bro, producer samt CEO og ejer af Dansk Tegnefilm
- Rasmus Kloster Bro, instruktør og manuskriptforfatter
- Sanne Juncker Pedersen, Det Danske Filminstitut, Redaktør for Publikumsudvikling
- Signe Leick Jensen, producent og medejer af Toolbox Film
- Torsten Asbjørn Andersen, afdelingschef i Kulturministeriet
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16