Ulovligt billetsalg er som gift for musiklivet

Kampagnen #billetblind vil guide forbrugerne i farvandet af billethajer og falske billetter. Kampagnen lanceres i dag af kulturministeren på Dansk Lives Årsmøde i Helsingør.

Pressemeddelelse
05.04.2019

”Billetblind” er en tilstand, mange forbrugere risikerer at komme i, når de køber billetter til koncerter og festivaler – især hvis billetterne er udsolgt. Med stressende nedtællinger og andre udspekulerede tricks forvirrer uofficielle billetudbydere og billetbørser forbrugeren til hurtige billetkøb.   

De store danske billetudbydere, spillesteder og festivaler oplever dagligt, at deres billetter bliver ulovligt udbudt, solgt til overpris, forfalsket, eller at der sælges billetter til musikbegivenheder, der slet ikke finder sted. Konsekvensen af billetsnyderiet er, at forbrugere og musiklivet bliver snydt. 

Med kampagnen #billetblind ønsker kulturminister Mette Bock og 14 af landets officielle billetudbydere, spillesteder, interesseorganisationer og Forbrugerrådet Tænk at bekæmpe denne eskalerende problematik. Kampagnen skal guide forbrugerne til mere sikre billetkøb og til nemmere at kunne styre uden om det omfangsrige snyd ved salg af koncert- og festivalbilletter.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Det ulovlige billetsalg og snyderiet med salg af billetter til overpris kan sammenlignes med de doping- og matchfixing-problematikker, vi oplever i sports- og idrætslivet. Det nedbryder langsomt tilliden imellem branchen, publikum og udøverne. I sidste ende ødelægger ulovlighederne dét, vi alle sammen elsker - nemlig musikken og de fantastiske oplevelser, musikken giver os.” 

Roskilde Festivals Kommunikations- og Marketingchef Mads Mikkelsen siger:

"Billetkøberne skal til enhver tid kunne stole på, at når man køber en billet, er det første skridt i retning af en god kulturoplevelse og ikke en måde at blive snydt på. Så for os handler kampagnen om at skabe tillid. Derfor er det vigtigt, at vi arrangører står tæt sammen om at vise, hvordan man spotter og undgår billethajer og andre svindlere." 

Sekretariatschef i Dansk Live Esben Marcher siger:

“Det er vigtigt, at publikum bliver opmærksomt på de faldgruber, der kan være ved gensalg af billetter. Mange danske festivaler og spillesteder oplever stigende udfordringer på området, og problemet er desværre ikke begrænset til håndtering af de publikummer, der bliver snydt med falske billetter. På lang sigt kan problemerne føre til et usikkert publikum og et, der potentielt afstår fra at købe billetter i frygt for at blive snydt.”  

Fakta om kampagnen:

Kampagnen, som har fokus på forbrugersikkerhed ved billethandel, har udviklet tre centrale billetråd, som i stil med de traditionelle baderåd guider forbrugeren til sikre billetkøb hos de officielle tjenester og arrangører. Kampagnen spredes via de i alt 15 deltagende parters digitale platforme og sociale medier.  

Parterne bag kampagnen er: Kulturministeriet, Roskilde Festival, NorthSide, Tinderbox, Down the Drain Concerts, Billetlugen, Smukfest, Spillestedet VEGA, Danske Koncert- og Kulturhuse, Dansk Live, Musik i Lejet, DR Koncerthuset, Forbrugerrådet Tænk, YourTicket og Billetsalg.dk ApS. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16