Danskerne har adgang til størstedelen af det digitale nyheds- og aktualitetsindhold
Der er gode muligheder for at blive klædt på til at indgå i den samfundsmæssige debat, uanset om du er bruger af betalt eller gratis indhold. Hovedparten af det digitale nyhedsindhold er nemlig tilgængeligt, viser en ny rapport udarbejdet for Kulturministeriet.
Nyhed
28.06.2024
På tværs af de undersøgte nyhedsmedier er 28 procent af indholdet bag betalingsmur. Holdningsstof er oftere placeret bag betalingsmur (44 procent) end journalistisk indhold (28 procent).
Det viser rapporten ”Danskernes adgang til digitalt nyheds- og aktualitetsindhold”, som er udarbejdet af RUC, DMJX og AU for Kulturministeriet. Rapportens formål er at belyse, om der er forskel på det digitale nyheds- og aktualitetsindhold, som er frit tilgængeligt på danske nyhedsmedier, og det indhold, som er bag betalingsmur.
Rapporten viser også, at indhold med en høj grad af journalistisk bearbejdning oftere er bag betalingsmur end indhold med lav bearbejdningsgrad. Således er størstedelen af fokusjournalistikken bag betalingsmur (59 procent), mens kun en lille andel af telegramstoffet er bag betalingsmur (9 procent). Desuden er reportager oftere placeret bag betalingsmur end indhold i andre journalistiske genrer.
Rapporten viser desuden, at:
- Det meste nyhedsindhold er frit tilgængeligt på tværs af de journalistiske genrer.
- Hovedparten af nyhedsmediernes egenproducerede nyheds- og aktualitetsindhold er frit tilgængeligt.
- Langt størstedelen af det nyheds- og aktualitetsindhold, som handler om politik, er frit tilgængeligt. Der er ligeledes fri adgang til meget indhold om politik i nyhedspodcasts.
- Nyhedsmedierne opkræver typisk ikke betaling for nyheds- og aktualitetsindhold, som er tilgængeligt andre steder.
Om rapporten:
- Rapporten er udarbejdet for Kulturministeriet i et konsortium mellem Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet (RUC), Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og Aarhus Universitet (AU).
- Rapporten er baseret på en kvantitativ indholdsanalyse af digitalt indhold fra 19 digitale nyhedsmedier (16 betalingsmedier samt DR, TV 2 og B.T.) og kvalitative interviews med repræsentanter for betalingsmedierne.
- Data er indsamlet i perioden fra december 2022 til april 2023, og rapporten giver dermed et øjebliksbillede af forholdene hos de danske nyhedsmedier.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16