Nyt lovforslag vil styrke lokale og regionale medier

Forslaget vil styrke både lokale og regionale medier samt magasiner og ugeaviser. Samtidig lægger lovforslaget op til, at modtagere af mediestøtte i øget omfang vil kunne supplere nyhedsformidlingen med video, lyd og podcast.

Pressemeddelelse
30.06.2023

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sendt et lovforslag om ændring af lov om mediestøtte i høring.

Lovforslaget udmønter en del af forliget ”Medieaftale for 2023-2026: Samling om frie medier og stærkt dansk indhold” fra den 14. juni. Forliget blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Læs Medieaftalen for 2023-2026 her

Lovforslaget betyder blandt andet en styrkelse af de lokale og regionale medier. Dette sker ved en omfordeling af mediestøtten fra de landsdækkende medier til de lokale og regionale medier. Derudover videreføres ugeavispuljen med lovforslaget, og der kommer en pulje, der skal fremme magasiner med publicistisk indhold. Endelig bliver det i højere grad muligt at støtte nyhedsformidling via blandt andet video, radio, podcast og animation på lige fod med den skrevne nyhedsformidling.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Med lovforslaget hjælper vi både de lokale og regionale medier samt ugeaviserne, der er presset af tech-giganternes indtog på annoncemarkederne. Vi vil sikre, at der er medier og en journalistisk vagthund i alle egne af Danmark, også uden for de større byer. Der kommer en ny pulje til de publicistiske magasiner, der laver indhold af samfundsmæssig relevans, og som i dag ikke modtager mediestøtte eller er omfattet af nulmoms som de skrevne nyhedsmedier. Samtidig går vi i gang med at ruste medierne til en digital fremtid. Stadigt færre danskere læser trykte aviser, og vi skal med mediestøtten understøtte de formater, danskerne bruger.”

Læs lovforslaget her

Fakta om redaktionel produktionsstøtte

Den redaktionelle produktionsstøtte udgør mere end 390 mio. kr. årligt i 2023-2026 og yder tilskud til nyhedsmedier til produktion af redaktionelt indhold. Med lovforslaget bliver ordningen mere platforms- og teknologineutral, og der sker en omfordeling fra landsdækkende til lokale og regionale medier, hvor det generelle titelloft for, hvor meget den enkelte titel årligt kan få i støtte, sænkes fra 17,5 mio. kr. til 12,5 mio. kr. Samtidig kommer der et nyt titelloft for lokale og regionale medier på 18,5 mio. kr. årligt og en reduktion af supplementsordningen.

Fakta om magasinpuljen

Magasinpuljen udgør 30 mio. kr. årligt i 2024-2026 og yder tilskud til magasiner, der har et publicistisk indhold. Den vil kunne søges af trykte og digitale magasiner med en redaktionel produktion af samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter, der bidrager til den offentlige debat, samfundets oplysning, meningsdannelse eller kulturel berigelse. Tilskud fra puljen gives på baggrund af mediernes redaktionelle omkostninger, som det er tilfældet for den redaktionelle produktionsstøtte. Et magasin kan højest modtage 3 mio. kr. årligt fra puljen. De nærmere kriterier for magasinpuljen lægges fast ved bekendtgørelse i efteråret 2023.

Fakta om ugeavispuljen

Ugeavispuljen udgør 43,1 mio. kr. i 2023 og 52,8 mio. kr. årligt i 2024-2026. Støtten til ugeaviser gives med henblik på at fremme lokaljournalistik til befolkningen.

Fakta om innovationspuljen

Innovationspuljen udgør 21,7 mio. kr. i 2023 og 31,2 mio. kr. årligt i 2024-2026.

Med lovforslaget gøres ordningen blandt andet platforms- og teknologineutral, og der indføres en årlig omsætningsgrænse på 250,0 mio. kr. for støttemodtagere.

Fakta om udvalg om fremtidens mediestøtte

Der vil som følge af Medieaftale for 2023-2026 også blive nedsat et udvalg, hvis arbejde kan danne grundlag for politiske overvejelser om den fremtidige indretning af den offentlige mediestøtte. Udvalgsarbejdet afsluttes senest i 2024.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16