Nye aktiviteter skal øge livskvaliteten hos sårbare, udsatte og ældre under coronakrisen

Kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter skal afhjælpe ensomhed og isolation blandt sårbare, udsatte og ældre borgere, som er særligt hårdt ramt af coronakrisen. 19 større projekter landet over bliver nu sat i gang.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Vores kultur-, højskole- og foreningsliv spiller en stor rolle, når vi skal hjælpe sårbare, udsatte og ældre gennem coronakrisen. Nu kommer der idrætsdage for værestedsbrugere, virtuelle læsefællesskaber, aktiviteter for børn og unge i udsatte boligområder, erindringsfortællinger med demensramte og sommeraktiviteter for hjemløse. Jeg glæder mig over, at vi får sat disse disse projekter i gang, som kan gøre en stor forskel for de borgere, som har været hårdest ramt af coronakrisen."

 

Fakta om puljen

Puljen er etableret på baggrund af to politiske aftaler på henholdsvis social- og indenrigsministerens og sundheds- og ældreministerens område, hvor der indgår en samlet pulje på i alt 20 millioner kroner til kultur-, højskole, idræts- og foreningsaktiviteter for sårbare, udsatte og ældre borgere i forbindelse med coronakrisen. Slots- og Kulturstyrelsen administrerer puljen. Der er endnu en ansøgningsrunde i puljen med ansøgningsfrist den 1. september 2020, hvor der kan søges støtte til større projekter mellem 51.000 kr. til 2 millioner kr. Mindre projekter mellem 10.000 til 50.000 kr. kan søge løbende frem til den 1. oktober 2020.

 

Læs liste over hidtil støttede projekter 

På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan man søger:  

Puljen for større projekter på 51.000 til 2.000.000 kr.


Puljen for mindre projekter på 10.000 til 50.000 kr.

 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16