Radio- og tv-reklamenævnet - årsberetning for 1999

Radio- og TV-Reklamenævnet er nedsat af kulturministeren i henhold til § 71 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Nævnet består af tre medlemmer, der udpeges af ministeren for fire år ad gangen. Nævnet har i 1999 bestået af professor, dr. jur. Mogens Koktvedgaard (formand), forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen og seminarielærer i kulturfag Tina Nørløv. Med virkning fra 1. oktober 1999 blev Tina Nørlev afløst af forskningslektor, dr. pæd. Birgitte Tufte.

Radio- og TV-Reklamenævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om indholdet af radio- og tv-reklamer samt i sager om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er udsendt i reklameindslag. Herudover afgiver Nævnet udtalelser om skjult reklame i radio- og tv-foretagendernes programflade, og endelig rådgiver Nævnet kulturministeren om indholdet af reklamer i radio og tv.

*

I 1999 behandlede Nævnet i alt 21 sager vedrørende indholdet af reklamer. 18 sager angik TV 2, 1 sag angik lokal-tv-reklame og 2 angik lokal-radio-reklame. Herudover har Nævnet taget stilling til 2 sager vedrørende skjult reklame.

I 19 tilfælde blev klagerne indbragt for Nævnet af private, i 1 tilfælde blev klagen indbragt af en konkurrent til annoncøren, og i et tilfælde blev klagen indgivet af en forening. Af de 19 privatindgivne klager blev 5 indgivet af en tv-station.

Af de 18 sager vedrørende TV 2 angik 5 sager § 7 i Bekendtgørelse om reklame og sponsorering, hvorefter reklame skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig og være udformet med behørig social ansvarsfølelse, ligesom reklamer skal være i overensstemmelse med Markedsføringsloven og i øvrigt respektere alment accepterede reklameetiske normsæt. De fleste af disse sager angik spørgsmålet om god markedsføringsskik og vildledende reklame, jf. Markedsføringslovens § 1 og § 2 stk. 1.

1 af sagerne vedrørende TV 2 omhandlede Reklamebekendtgørelsens § 9 stk. 1, hvoraf det fremgår, at reklamer ikke må tilskynde til voldshandlinger eller indeholde indslag med vold. 2 af sagerne vedrørte forbuddet i Reklamebekendtgørelsens § 9 stk. 2, mod diskriminering med hensyn til køn.

2 af sagerne vedrørte Reklamebekendtgørelsens § 17, hvoraf det bl.a. fremgår, at reklamer ikke uden grund må vise mindreårige i farlige situationer eller opfordre eller tilskynde børn eller unge til i det hele taget at bringe sig i farlige situationer.

4 af sagerne angik Reklamebekendtgørelsens § 20, hvorefter der bl.a. skal udvises særlig forsigtighed for at sikre, at reklamer ikke vildleder børn og unge med hensyn til det reklameredes størrelse, værdi, art, holdbarhed eller præstation.

Vedrørende Reklamebekendtgørelsen angik endelig 2 sager bestemmelsen i § 23, hvorefter børn under 14 år kun må medvirke i fjernsynsreklamer, når en sådan medvirken enten fremtræder som en naturlig del af det afbildede miljø eller er nødvendig for at forklare eller demonstrere anvendelsen af produkter, der har med børn at gøre, og hvorefter børn under 14 år ikke må afgive anbefalinger eller lignende.

Herudover rejste 2 sager vedrørende TV 2 spørgsmål om Markedsføringslovens § 6, hvorefter der ikke må ydes tilgift ved salg af varer, medmindre tilgiften er af ganske ubetydelig værdi. Markedsføringslovens § 9 om præstationskonkurrence blev bedømt i en sag, og endelig angik 1 sag art. 6 om sammenlignende reklame i ICC Kodeks.

Sagen vedrørende lokal-tv drejede sig om Reklamebekendtgørelsens § 9 stk. 1, og de 2 sager om radioreklamer angik henholdsvis Reklamebekendtgørelsens § 12 stk. 1, hvorefter der ikke må reklameres for drikkevarer med et alkoholindhold på 2,8 pct. eller derover, og Markedsføringslovens § 2 stk. 1, hvorefter der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer.

Endelig behandlede Nævnet 2 sager om skjult reklame.

I 6 af de behandlede sager fandt Nævnet, at reklameindslagene var i strid med de gældende regler, i 4 sager fremkom Nævnet med forskellige henstillinger om indholdet i fremtidige reklameindslag, og i 11 sager fandt Nævnet ikke grundlag for hverken påtale eller henstilling. Med hensyn til sagerne om skjult reklame fandt Nævnet, at dette forelå i et tilfælde, medens dette ikke var tilfældet i den anden sag.

I forhold til 1998 ligger antallet af behandlede klagesager uændret på 21 sager. Ligesom de foregående år udgjorde antallet af private klager i 1999 en stor andel af det samlede klageantal – i 1996 var procentsatsen på 54%, i 1997 steg dette til 74%, og i 1998 lå tallet på 57%. I 1999 udgjorde de private klager hele 90% af de behandlede klagesager. Det bemærkes dog, at knap 24% af sagerne er indbragt af en tv-station, og at klagerens eventuelle konkurrenceforhold i forhold til den indklagede annoncør ikke nødvendigvis er Nævnet bekendt.

*

Flere af de sager Nævnet behandlede i 1999 angik børnerelaterede reklameindslag. Tre reklamer drejede sig om Reklamebekendtgørelsens § 20 stk. 1 om, at særlig forsigtighed må udvises for at sikre, at reklamer ikke vildleder børn og unge med hensyn til det reklamerede produkts størrelse, værdi, art, holdbarhed eller præstation.

To af disse sager drejede sig om reklamer for legetøjsfiguren ’Action Man’. I begge reklamefilm benyttedes sekvenser fra et virkelighedsunivers, hvor der vises billeder med leg med en virkelig dukke og et fantasiunivers, hvor dukkens funktionalitet overføres til et levende fantasiunivers for at dramatisere de legemønstre, som Action Man dukken lægger op til. I den første sag som Nævnet behandlede, vistes disse forskellige universer på skift i løbet af reklamen. Nævnet fandt på den baggrund, at det samlede indtryk var, at der nemt kunne skabes en forventning hos børnene om, at legetøjet kunne mere og var større end tilfældet er, og Nævnet fandt, at der var stor risiko for, at børn opbyggede en forestillingsverden for derefter at blive skuffede, når de så legetøjets virkelige størrelse og formåen. På denne baggrund fandt Nævnet reklamen i strid med Reklame-bekendtgørelsen. I den anden sag vistes der alene billeder fra fantasiuniverset i reklamens indledende og afsluttende del, og det blev tydeligt og illustrativt vist, at leg med dukken og iværksættelse af dens aktiviteter skulle ske med hånden. Nævnet fandt herefter, at legetøjets størrelse og formåen fremgik tilstrækkeligt klart og fandt ikke grundlag for påtale.

To sager angik Reklamebekendtgørelsen § 20 stk. 2 om, at reklamer ikke må vildlede børn og unge med hensyn til det reklameredes værdi, f.eks. ved at bruge ordet ’kun’. I et tilfælde blev der reklameret for computerspillet Super Mario 64, som indeholdt speaken: ’ 999 kr. for Nintendo 64 og det klassiske spil Super Mario 64, hvem kan modstå det?’. Der blev endvidere vist en tekst, hvoraf det fremgik, at Nintendo 64 inklusiv Super Mario 64 kunne erhverves for kun 999,-’. Nævnet bemærkede om denne sag, at bestemmelsen i § 20 stk. 2 ikke indeholder et absolut forbud mod anvendelse af ordet ’kun’. Hvorvidt en reklame rent faktisk tilkendegiver en urealistisk opfattelse af produktets pris, afhænger af en konkret vurdering af reklamen som helhed. I den konkrete sag lagde Nævnet vægt på, at der ikke var tale om en særlig betoning af, at der var tale om en usædvanlig billig vare, som enhver kunne anskaffe, og Nævnet bemærkede endvidere, at den prismæssige oplysning var en almindelig markedsføringsmæssig tilkendegivelse om, at produktet var billigere end det plejede. Herefter fandt Nævnet ikke grundlag for påtale.

Med samme begrundelse fandt Nævnet heller ikke grundlag at påtale en reklame for burgerkæden McDonalds. Reklamen indeholdt bl.a. en speak, som oplyste, at man ved at bestille et Happy Meal hos McDonalds ville få en hamburger, varme sprøde Pommes Frites og en sodavand og en af de 4 Mickey Mouse dele fra Disneyland Paris for kun 29,75 kr. Reklamen sluttede med visning af et skilt som oplyste, at Happy Meal koster 29.75 kr. og at der var en ny del hver uge. 10 kr. i løssalg.

To sager vedrørte Reklamebekendtgørelsens § 23 og drejede sig således om børns medvirken i reklamer. I den ene sag var der tale om en reklame, som bestod af en række klip af forskellige musikvideoer med en ca. 10-årig pop-stjerne samt nogle klip, hvor han omtalte og anbefalede sin seneste cd. Klageren gjorde gældende, at reklamen var retsstridig, fordi børn efter reglen i bekendtgørelsens § 23 stk. 2 ikke må afgive anbefalinger eller bevidnelser af nogen art. Nævnet udtalte, at der formelt var tale om en overtrædelse af den pågældende bestemmelse, men under henvisning til, at der var tale om en præsentation af barnets eget produkt og således en atypisk situation i forhold til bestemmelsens intenderede anvendelsesområde, fandt Nævnet ikke anledning til at påtale forholdet.

Ved den anden sag om samme bestemmelse var der klaget over en reklame for osteproduktet ’Cheez Dippers’. I indslaget medvirkede en dreng og en pige. Under henvisning til at der var tale om et produkt primært beregnet til børn, og at det således var naturligt, at der medvirkede børn, fandt Nævnet ikke grundlag for påtale.

Nævnet har endvidere behandlet flere sager vedrørende reklamer for produkter/ydelser af teknisk præget karakter. I en reklame for BroBizz abonnement gjorde klager gældende, at det direkte af reklamen burde fremgå, at der skulle erlægges et depositum ved tegning af abonnement. Især fordi det under sagen blev klarlagt, at der ikke umiddelbart telefonisk kunne tegnes abonnement, og da forbrugernes henvendelse til A/S Storebæltsforbindelsen alene ville bevirke fremsendelse af informationsmateriale, fandt Nævnet ikke grund til at påtale reklamen. I en anden sag blev der klaget over, at en reklame for telefontakster angav timeprisen for lange samtaler i stedet for som vanligt minutprisen. Klageren mente, at der dermed var tale om vildledning og henviste til, at ingen betaler telefonregning efter timeforbrug, men altid på basis af minutberegning. Nævnet fandt, at selv om det var sædvanligt at oplyse minutprisen, var der ikke noget til hinder for at oplyse timeprisen, især ikke ved reklamer for lange samtaler. Nævnet fandt derfor, at reklamen ikke var vildledende.

Vildledende reklame var også temaet for en sag vedrørende en reklame for Tele Danmarks internetydelser. Af reklamen fremgik, at man med en ISDN-forbindelse fra Tele Danmark kunne hente informationer op til fire gange hurtigere, og at man med ISDN fik en ekstra telefonlinie, således at der kunne tales i telefon samtidig med, at man benyttede Internettet. Klageren anførte bl.a., at reklamen ikke indeholdt oplysninger om, at man for at hente information fire gange hurtigere skulle benytte to telefonlinier og dermed betale dobbelt telefontakst. Henset til at annoncørerne har en forpligtelse til at oplyse om afgørende økonomiske vilkår ved et produkt og til, at det må anses som væsentligt for forbrugerens beslutning om tilslutning til ISDN-forbindelse, at benyttelse af den fire gange så hurtige adgang til Internettet forudsatte anvendelse af to linier og dermed også betaling af dobbelt telefontakst, fandt Nævnet, at dette burde fremgå af reklamen, og at denne således var vildledende.

Tele Danmarks reklamering for Internetydelser gav også anledning til en sag om sammenlignede reklame. I den pågældende reklame blev der citeret uddrag fra konklusionerne fra en rapport fra Teknologisk Institut. Rapporten omhandlede de vigtigste internetudbydere i Danmark, og det anførtes bl.a., at ’Tele Danmark fremstår som den hurtigste og mest stabile Internetudbyder blandt de testede’. Nævnet bemærkede generelt, at sammenlignende reklame ikke måtte være egnet til at vildlede og skulle være i overensstemmelse med principperne for loyal konkurrence. I den konkrete sag fandt Nævnet ikke anledning til at anfægte analyserapporten og fandt således, at der var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at de fremførte udsagn var korrekte. Hvis dokumentationsmaterialet skulle anfægtes yderligere forudsatte det en egentlig bevisførelse, som ikke er mulig inden for de rammer, som gælder for Nævnets virksomhed.

I lighed med de tidligere år var der også i 1999 enkelte sager om diskrimineringsreglen i Reklamebekendtgørelsens § 9, stk. 2, hvorefter det er forbudt at diskriminere med hensyn til race, køn, alder, religion eller nationalitet. I den ene af disse sager så man en kvinde i undertøj, som var ved at dressere en mand, der forestillede at være en hund. Manden fik godbidder og fik at vide, at han var dygtig, når han udførte ’øvelserne’ rigtigt. I den anden sag vistes indledningsvis en and, en hjort og en bøffel samt oplysning om, hvordan disse nedlægges. Herefter sås en flot kvinde i bikini komme op af vandet, medens en tekst forkyndte, at hun kunne nedlægges med en buket blomster. Klagerne fandt, at disse reklamer diskriminerede henholdsvis mænd og kvinder. Nævnet bemærkede, at det var dets praksis at give en bred margin for anvendelse af humoristiske og ironiske tv-reklamer, men at der ofte er tale om en vanskelig balanceakt mellem det humoristiske og ironiske i forhold til det diskriminerende og latterliggørende. Nævnet fandt ikke grundlag for påtale i nogen af sagerne.

Nævnet behandlede endvidere to sager vedrørende Reklamebekendtgørelsens § 9 om, at reklamer ikke må tilskynde til voldshandlinger, herunder indeholde indslag med drab, vold eller mishandling, ligesom det ikke er tilladt på utilbørlig vis at spille på overtro eller frygt. Den ene reklame viste billeder af nogle børn fra en skoleklasse, som drillede og chikanerede deres skolekammerater. Nogle af de viste situationer havde karakter af traditionelle drengestreger, medens andre af eksemplerne var grovere end som så. De fleste handlinger blev ikke fuldbyrdet i reklamefilmen, men nogle af disse, fx at skubbe et barn ud over en trappeafsats på et skateboard, ville have karakter af voldshandlinger, hvis de blev udført. Nævnet bemærkede, at reklamen bevægede sig i et grænseområde mellem at vise eksempler på voldshandlinger eller opfordring til voldshandlinger og på en karikeret måde at vise grove drengestreger. Nævnet fandt dog, at de viste situationer ikke var så klart karikerede, at reklamen af den grund faldt uden for anvendelsesområdet for Reklamebekendtgørelsens forbud om vold og om, at børn ikke må vises i farlige situationer, og fastslog, at den ikke måtte vises yderligere.

I den anden sag var der tale om en reklame, hvor to unge mænd blev holdt op i forbindelse med et røveri i et supermarked. En maskeret mand truede dem med et skydevåben, medens to andre maskerede mænd forsøgte at stjæle et fjernsyn. Det gik imidlertid galt for røverne, idet skydevåbenet og maskeringerne gik i stykker. Derved blev de afsløret i butikkens videoovervågningssystem. Nævnet fandt, at selv om reklamen indeholdt et klart eksempel på et røveri, så havde reklamen en udramatisk karakter og bar snarere præg af at være humoristisk end voldsforherligende. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at reklamen ikke viste voldelige sekvenser, hvor nogen blev slået eller mishandlet på anden måde og på, at røverne fremstod lidt klodsede.

En reklame udsendt af en lokalradio fandtes i så åbenbar strid med Reklame-bekendtgørelsens bestemmelse om forbud mod reklamer for alkohol, at Nævnet fandt anledning til at bemærke, at det, hvis stationen udsendte nye reklamer for alkoholholdige varer, ville indgive politianmeldelse.

*

Nævnet har i 1999 behandlet to sager vedrørende skjult reklame. Begge sager hidrørte fra Danmarks Radio.

I den ene sag var der tale om genoptagelse af en sag vedrørende skjult reklame i en transmission af en dansekonkurrence. Nævnet havde ultimo 1998 stillet sagen i bero på kulturministerens tilbagemelding på Nævnets redegørelse om skjult reklame. Efter at ministeren i 1999 tilkendegav, at Nævnet burde fortsætte sin aktivitet på området, blev Nævnet opmærksom på, at der (igen) sendtes transmissioner fra dansekonkurrencen og rejste derfor sagen på ny.

Udsendelserne indeholdt dansekonkurrencer og danseopvisning. Rundt om dansescenen var der opstillet bandereklamer, som alle var påført navnet på et kosmetikfirma. Der var endvidere ophængt skilte rundt omkring i hallen med navnet påført. Når dansekonkurrencen var forbi, oplyste konferencieren, hvem der havde vundet. Præmierne var bl.a. en taske med kosmetikfirmaets navn, en flaske champagne og en buket blomster. Vedrørende de organisatoriske forhold blev det under sagen oplyst, at konkurrencen var tilrettelagt og finansieret af et Kultur- og Kongrescenter, og at DR’s bidrag bestod i afholdelse af de udgifter, som knytter sig til programmets tilblivelse, rejse- og opholdsudgifter for egne medarbejdere, anvendelse af produktionsudstyr samt transmissionsvederlag. Herudover blev der stillet en konferencier til rådighed.

Nævnet bemærkede, at det var uundgåeligt at vise bandereklamer m.v. ved transmission af sportsudsendelser. Nævnet fandt imidlertid, at selv om der ikke var tale om en overdreven kameraeksponering af bandereklamerne eller omtale af det pågældende kosmetikfirma, var der alligevel tale om en eksponering af en særdeles intensiv karakter, idet der alene var tale om ét enkelt navn og ikke en mængde forskellige bandereklamer. Nævnet bemærkede endvidere, at uanset at DR ikke havde indgået sponsoraftale med kosmetikfirmaet, var der tale om en vis sammenblanding af dansekonkurrencens afholdelse og tv-transmissionen, idet konferencieren var en DR-ansat og DR-lønnet medarbejder. Nævnet fandt herefter, at udsendelsen stred mod forbuddet mod at vise skjult reklame, og det blev anset som en skærpende omstændighed, at DR havde medvirket til arrangementet ved at stille en konferencier til rådighed.

I den anden sag som Nævnet behandlede var spørgsmålet, om et indslag i en nyhedsudsendelse indeholdt skjult reklame for et medicinalfirma. Indslaget indeholdt interviews med en sygdomsramt, direktøren for medicinalfirmaet samt en overlæge. Herudover indeholdt indslaget en del billeder af æsker med den pågældende medicin, og navnet på såvel medicin samt medicinalfirma fremgik tydeligt af både billeder og studieværtens speak. DR anførte i en udtalelse, at indslaget var bragt på baggrund af en konkret vurdering af væsentlighed. Nævnet tog udtalelsen til efterretning, og fandt ikke anledning til at foretage sig videre i den konkrete sag. Nævnet bemærkede dog, at indslagene havde eksponeret produktet og virksomheden meget voldsomt, at indslag af den omhandlede karakter og beskaffenhed var af stor kommerciel værdi for den pågældende virksomhed, og at det af mange seere ville blive opfattet som reklame, hvorved der kunne ske en uheldig forskydning af det retsgrundlag, som lovgivningsmagten har fastlagt for DR’s virke.

*

Nævnets principielle afgørelser bliver løbende lagt ind på Retsinformation og er dermed offentligt tilgængelige. En række af Nævnets vigtige afgørelser og udtalelser findes endvidere på Forbrugerstyrelsens hjemmeside på adressen www.fs.dk

*

Antallet af klager har siden Nævnets oprettelse ligget på et relativt beskedent og nogenlunde konstant niveau. Set i forhold til antallet af udsendte reklamer må antallet af klager betegnes som særdeles beskedent. På TV 2 blev der således i 1999 udsendt ca. 4000 forskellige reklamer, hvoraf der kun blev klaget over 18. Af disse fik 4 medhold, og der blev givet forskellige henstillinger. Det meget beskedne antal klagesager i forhold til den samlede mængde udsendte reklamer skyldes navnlig den meget effektive forhåndskontrol, der fortsat udøves af TV 2 Reklame.

Langt den største gruppe af klager vedrører den generelle bestemmelse i Reklamebekendtgørelsens § 7. De mere specielle bestemmelser i bekendtgørelsen overtrædes sjældnere og giver således ikke samme anledning til problemer i praksis. Som også anført i Nævnets tidligere årsberetninger, skyldes dette forhold antageligvis, at anvendelsen af § 7 beror på et konkret skøn, der kan være vanskeligt at udøve med fornøden sikkerhed. Det kan derfor ikke undgås, at der altid vil være nogle tilfælde, hvor den i øvrigt effektive forhåndskontrol falder anderledes ud end Nævnets efterfølgende vurdering.

Mogens Koktvedgaard
formand

Hagen Jørgensen/Birgitte Tufte