Lovgivning og generelt om medier
Mediepolitikken betragtes som en integreret del af kulturpolitikken. Hovedparten af reguleringen af medier hører derfor under kulturministerens ressort.
Der er behov for regulering af radio- og tv-virksomhed samt streamingtjenester mv. som følge af massemediernes samfundsmæssige betydning, herunder for udviklingen af dansk kultur og for den politiske debat i Danmark.
Medielovgivningen
Medielovgivningen i Danmark henhører under en række forskellige ministerier:
- Kulturministeriet: Radio- og tv-lovgivningen samt visse love relateret til de trykte medier og digitale medier. Grundlaget for lovgivningen på radio- og tv-området har igennem de seneste år været politiske aftaler mellem regeringen og ét eller flere partier i Folketinget; normalt for en fireårsperiode.
- Justitsministeriet: Medieansvarsloven.
- Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet: Telelovgivningen (adgangen til elektroniske kommunikationsnet og –tjenester,herunder frekvenser, der benyttes til radio og tv).
Statsministeren betragtes historisk som ”pressens minister” og varetager fortsat overordnende og principielle spørgsmål af betydning for pressens vilkår. Lovgivningen på området ligger imidlertid under kulturministeren.
Lovgivning
Medieaftaler
Regulering af radio og tv mv.
Den indholdsmæssige regulering af radio- og tv-virksomhed samt tv-lignende tjenester på f.eks. internettet er fastlagt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Med hjemmel i loven er der udstedt en række bekendtgørelser mv., som indeholder regler, der supplerer og uddyber lovens bestemmelser.
Loven indeholder regler vedrørende adgangen til at udøve radio- og tv-virksomhed i Danmark, bestemmelser om bl.a. DR’s, TV 2 DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders public service-virksomhed (alsidighed, kvalitet, mangfoldighed), regler om de organisatoriske og økonomiske forhold vedr. DR og de regionale TV 2-virksomheder, regler om distribution af radio og tv samt om fordeling af programmer i fællesantenneanlæg , regler om Radio- og tv-nævnet, regler om reklamering og sponsorering i radio og tv, regler om licens mv.
Udgangspunktet i radio- og tv-loven er, at danske foretagenders udøvelse af radio- og tv-virksomhed kræver tilladelse eller registrering hos Radio- og tv-nævnet, der er et uafhængigt nævn, som er nedsat af kulturministeren, og som sekretariatsbetjenes af Slots- og Kulturstyrelsen
Det gælder dog ikke DR og de regionale TV 2-virksomheder, der udøver deres public service-virksomhed direkte efter loven og på baggrund af public service-kontrakter med kulturministeren, som bl.a. uddyber og præciserer de generelle public service-forpligtelser i loven.
Distribution af radio og tv via sendemaster kræver tilladelse fra nævnet.
For tv, der distribueres via internettet e.l., gælder, at det forudsætter registrering hos Radio- og tv-nævnet, hvis der er tale om traditionelt (såkaldt lineært) tv, hvorimod tv-lignende on demand-tjenester, f.eks. ”video on demand”, hverken kræver tilladelse eller registrering.
For al radio- og tv-virksomhed (herunder tv-lignende on demand-tjenester på nettet e.l.) gælder, at den – ud over de nærmere indholdsmæssige krav, der kan være fastlagt i en kontrakt eller tilladelse – er underlagt visse generelle regler i radio- og tv-lovgivningen, herunder reklamereglerne og regler om beskyttelse af børn og unge mod vold og pornografi. Det er Radio- og tv-nævnet, der generelt fører tilsyn med radio- og tv-foretagenders overholdelse af tilladelsesvilkår og de generelle regler.
Indholds- og informationstjenester på nettet mv., der ikke er tv-lignende, er ikke omfattet af radio- og tv-lovgivningen. Udbydere af disse tjenester er dog – ligesom alle andre medieforetagender – underlagt generel lovgivning, herunder medieansvarsloven i visse tilfælde, markedsføringsloven, konkurrencelovgivningen, straffeloven mv.
Udøvelse af radio- og tv-virksomhed og distribution af radio og tv via sendemaster forudsætter – ud over tilladelse eller registrering i medfør af radio- og fjernsynsloven – en frekvenstilladelse i henhold til frekvensloven.
Man kan i Danmark modtage en lang række tv-kanaler, der sendes fra stationer, der er hjemmehørende i udlandet, eksempelvis TV3 og Kanal 4. Da stationerne ikke sender fra Danmark, kan det ikke kræves, at de overholder dansk lovgivning. Derimod skal de overholde de love, der gælder i det land, de sender fra.
På EU-plan er vedtaget et overordnet regelsæt for reguleringen af tv-virksomhed i medlemslandene ("AVMS-direktivet"). Regelsættet indeholder bl.a. visse minimumskrav til medlemslandenes lovgivning for så vidt angår reklamer i udsendelser, beskyttelse af mindreårige mv.